Aktier

Aktier/middag: Tryg og DFDS indtager spotlyset i nervøst marked

Forsikringsselskabet Tryg og rederiet DFDS spiller nogle af hovedrollerne i nyhedsstrømmen på det danske aktiemarked tirsdag, hvor et styrtdyk i oliepriserne har fået investorerne til at trække følehornene til sig.

Tre handelsdage på stribe med plusser efter en bedring i nyhedsstrømmen omkring coronaviruspandemien bliver tirsdag afløst af kursfald oven på et decideret kollaps i priserne på amerikansk olie til levering i maj, der sendte nervøsitet og mismod ind i handlen på Wall Street.

Prisen for en tønde amerikansk råolie til levering i maj faldt mere præcist til minus 37,63 dollar ved lukketid i New York mandag.

Den udvikling er også med til at skabe røde tal på børserne i Europa, og det danske aktiemarked går ikke fri. Tirsdag ved middagstid dykker C25-indekset 1,2 pct. til 1204,12.

- Der er en del fokus på olieprisen, efter at majkontrakten på oliefuturen var nede omkring minus 40 dollar. Det er aldrig sket i markedet før, og det har skabt en stor usikkerhed, siger Mads Zink, der er chefhandler hos Danske Bank.

Forsikringsselskabet Tryg offentliggjorde tirsdag morgen regnskabstal for første kvartal. Regnskabet var - coronakrisen taget i betragtning - ganske pænt, og den underliggende forretning voksede.

Til gengæld eroderede et tab på en lille milliard i investeringsresultatet bundlinjen.

Forsikringsselskabet kunne ellers notere en fremgang i bruttopræmieindtægterne til 5595 mio. kr. i første kvartal fra 5228 mio. kr. i den tilsvarende periode året før.

- Resultaterne ligger meget tæt på det, der var ventet. Præmievæksten er 3 pct. bedre end ventet, og Trygs combined ratio - renset for corona-situationen - er også stort set som ventet. Aktien burde derfor "performe" nogenlunde som markedet, og det gør den også i dag, siger Mads Zink.

Combined ratio - der er et udtryk for erstatninger og omkostninger i forhold til præmieindtægterne - landede på 88,0. Her var konsensus en combined ratio på 87,5.

Forsikringsaktien falder 0,6 pct. til 184,10 kr.

Rockwool er bundskraberen i det danske eliteindeks ved middagstid med fald på 3,8 pct. til 1329 kr.

Isoleringskoncernen har fået sænket anbefalingen til "sælg" fra "hold" af Nordea Markets, der fastsætter et kursmål på 1215 kr.

I et analysenotat skriver Nordea, at banken ser forholdet mellem risiko og afkast som foruroligende, idet finanshuset venter et hurtigt fald i indtægterne som en direkte konsekvens af coronaviruspandemien.

Amerikanske Goldman Sachs har også været en tur i regnearkene. Det har givet anledning til at sænke kursmålene for både Mærsk og DSV Panalpina - til henholdsvis 7600 kr. fra 8100 kr. og 763 kr. fra 825 kr.

I begge tilfælde er anbefalingen fortsat "neutral".

DSV-aktien falder med 1,5 pct. til 650,20 kr., og Mærsks B-aktie bakker med 2 pct. til 6334 kr.

ISS har fået skåret det langsigtede kurspotentiale godt og grundt til af ABG Sundal Collier.

Kursmålet sables ned med 40 pct. til 130 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News. Købsanbefalingen gentages. ISS-aktien falder 3,4 pct. til 94,62 kr., og siden årets start er den dykket omkring 41 pct.

Simcorp har desuden fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" af Danske Markets, der samtidig har justeret kursmålet til 690 kr. fra 680 kr. Softwarekoncernens aktie falder 2,7 pct. til 621 kr.

I toppen af eliteindekset har medicoselskabet Coloplast placeret sig med en stigning på 0,3 pct. til 1071,50 kr. Og holder det niveau dagen ud, vil det være rekord.

Coronapandemien påvirker også den danske producent af stomiposer og katetre, men det i mindre grad end hos flere andre selskaber. Siden årets start er aktien da også gået frem med 30 pct.

Ifølge Børsen viser en ny rapport fra konsulenthuset BCG, at Coloplast er det selskab i hele Europa, der kom bedst gennem finanskrisen.

I rapporten sammenlignes udviklingen i europæiske virksomheders overskudsgrad og aktionærafkast i perioden 2008 til 2019.

Uden for C25-indekset retter opmærksomheden sig mod rederiet DFDS, der tirsdag morgen er kommet med foreløbige hovedtal for første kvartal.

De viste, at driftsresultatet (EBITDA) faldt med omkring 10 pct. til 610 mio. kr. Selskabet kan samtidig fortælle, at de planlagte investeringer for 2020 reduceres med 20 pct.

Investorerne sender rederiaktien ned med 5,3 pct. til 145 kr. tirsdag.

Borerigselskabet Maersk Drilling har også en hård dag på børsen tirsdag, efter at selskabet har fået sænket sit kursmål til 288 kr. fra 342 kr. hos Evercore, der gentager den neutrale anbefaling "in-line".

Selskabet påvirkes i høj grad af ændringer i olieprisen, og aktien falder tirsdag 3,9 pct. til 137 kr.

Aktien har været meget hårdt udsat under coronakrisen og turbulensen på oliemarkedet, og år til dato er den faldet med omtrent 70 pct.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.