Mandagens obligationer: Mindre rentefald på begivenhedsrig dag
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation lukkede mandag med et fald på 4 basispoint til minus 0,21 pct., hvor renten i løbet af dagen var oppe i minus 0,17 og nede i minus 0,22 pct.
Det nuværende ledende statspapir satte bundrekord for blot to uger siden, da renten endte i minus 0,82 pct., men siden har frygten for de økonomiske konsekvenser af udbruddet af coronavirus fået tag i markedet, og markedsdeltagerne har solgt stort set alt i kampen om likviditet.
Fokus var mandag vanen tro på meldinger fra politikere og centralbanker, hvor den største globale spiller fra sidstnævnte gruppe tog skeen i den anden hånd, og annoncerede store stimulusforanstaltninger for at hjælpe de finansielle markeder gennem den nuværende viruskrise.
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, annoncerede mandag eftermiddag, at den vil opkøbe statsobligationer for et ubegrænset beløb og igangsættelse af nye programmer, der skal sikre tilførsel af likviditet til selskaber, staten og lokale myndigheder.
- Det giver mening for den amerikanske centralbank at gå mere aggressivt til værks med opkøb, når det nu er forventet, at det amerikanske finansministerium kommer til at udstede markant flere obligationer i forbindelse med en tredje hjælpepakke, der dog endnu ikke er vedtaget, forklarer Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.
- Det giver også mening at købe flere realkreditobligationer, fordi renterne er steget, og markedet har været under pres, fordi der er et stort behov for kontanter i den nuværende pengemangelkrise, tilføjer han.
Så sent som søndag aften dansk tid var der også nyt fra politikerne i USA, hvor Demokraterne i Senatet stemte imod og foreløbigt blokerede for en stor hjælpepakke til den amerikanske økonomi.
Den europæiske forbruger var i fokus mandag eftermiddag, hvor den foreløbige opgørelse over forbrugertilliden i eurozonen i marts viste et mindre end ventet fald til minus 11,6 fra minus 6,6 for måneden forinden.
