Investorer gambler på, at bitcoin skal endnu højere op
Selvom eksperter advarer om en potentiel boble, vil bitcoin-euforien ingen ende tage.
Den stærkt omdiskuterede og omtalte kryptovaluta bitcoin er på under et år eksploderet i værdi og har gjort flere investorer - heriblandt danske - til mangemillionærer.
Men selvom eksperter advarer om en potentiel boble, satser investorerne på, at værdien af bitcoin skal endnu højere op. Det skriver blandt andre CNN.
Tirsdag morgen bliver bitcoin handlet i omegnen af 16.600 dollars stykket. Men på den amerikanske børs for derivater Chicago Board Options Exchange (CBOE) viser handlen med futures, at investorerne satser på yderligere stigninger.
Prisen for en futures-kontrakt på en bitcoin for januar er lige nu 17.800 dollars, svarende til 112.000 kr. Det vil sige, at investorerne regner med at kunne sælge deres bitcoin til den pris i januar - helt bestemt den 17. januar.
Handlen med bitcoin-futures på CBOE blev skudt i gang søndag med så stor interesse, at handlen måtte afbrydes på grund af for store udsving. Og interessen for bitcoins på børsen i Chicago er ikke blevet mindre siden da.
En futures-kontrakt er et finansielt produkt, som giver investorer mulighed for at købe eller sælge et aktiv - i dette tilfælde en bitcoin - til et bestemt beløb på en bestemt fremtidig dato. Investorerne har altså mulighed for at spekulere i prisen på en bitcoin - uden at eje en bitcoin.
Det usædvanlige ved futures-kontrakter for bitcoins er, at bitcoins - i modsætning til f.eks. olie - ikke er en fysisk vare. Og i modsætning til traditionelle valutaer er bitcoin ikke reguleret af myndigheder eller centralbanker.
Det afskrækker dog ikke investorerne.
Futures-kontrakter for bitcoins med udløb i februar og marts peger også på stigninger, da de lige nu bliver handlet til en værdi af cirka 18.000 dollars stykket hver. Altså regner investorerne med en kursstigning i de kommende måneder.
I slutningen af 2010 kostede en bitcoin 0,25 dollars. I begyndelsen af 2017 kunne en bitcoin købes for omkring 1.000 dollars, og i november susede prisen for første gang forbi 10.000 dollars.
Den vilde stigning betyder, at bitcoin den seneste måned er steget med næsten 41 pct., mens stigningerne for den seneste måned og år lyder på henholdsvis 169 pct. og 2.041 pct.
I næste uge vil investorerne få mulighed for at handle papirer baseret på bitcoin på verdens største futures-børs, Chicago Mercantile Exchange (CME).


