Fortsæt til indhold

Danske Columbus har fået grønt lys: Sluger nordisk it-virksomhed i stor millionhandel

Det børsnoterede it-selskab Columbus har i dag gennemført købet af nordiske Istone

Investor

Det danske it-selskab Columbus er i dag blevet ramt af en gedigen omgang vokseværk. Det børsnoterede selskab, der har hovedsæde i København, har nemlig fået grønt lys på et købstilbud af det nordiske it-selskab Istone. Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse fra Columbus.

Med handlen i hus når Columbus op på at have ca. 2.000 medarbejdere, og omsætningen er samtidig øget med 50 pct.

»Vi er meget glade for at kunne byde iStones medarbejdere velkommen til Columbus. Istone og Columbus er et perfekt match både forretningsmæssigt og kulturelt, og sammen vil vi skabe endnu større værdi for vores kunder og nå vores strategiske forretningsmål,« lyder det i forbindelse med handlen fra Thomas Honoré, koncernchef i Columbus.

Columbus oplyser, at integrationen af de to selskaber vil ske gradvist over de kommende år, og Columbus forventer, at man ved forskellige tiltag vil kunne øge EBITDA-marginen i Istone over de kommende år.

Istone venter i 2017 at omsætte for omkring 800 mio. svenske kr. og generere et driftsresultat (EBITDA) i niveauet 41 mio. svenske kr.

Købsprisen for de første 51 pct. af aktierne er aftalt til 230 mio. svenske kr., mens de resterende 49 pct. købes successivt i årene 2018, 2019 og 2020.

I forbindelse med købet vil Istone skifte navn til "Istone - a Columbus company". Opkøbet påvirker ikke de allerede udmeldte forventninger til 2017 for Columbus.

Artiklens emner
Columbus
Thomas Honoré