Columbus køber hollandsk selskab og datter
It-selskabet Columbus vil købe hollandske High Software for 56 mio. kr.
Softwareselskabet Columbus har igen været på opkøb og aftalt at overtage hollandske High Software, der er specialiseret i software til udlejnings- og leasingløsninger til særligt maskin- og anlægstunge brancher.
Med i handlen følger også datterselskabet HGH Business Consultancy.
Købsprisen er aftalt til 56 mio. kr. på gældsfri basis, og Columbus regner med at kunne gennemføre overtagelsen, der sker med effekt fra 1. januar, endeligt den 9. februar.
Til den tid skal der betales 37,3 mio. kr. kontant, mens den resterende del af overtagelsessummen - 18,7 mio. kr. - er afhængig af visse indtjeningsmål.
De penge ventes at falde over en periode på tre år, oplyser det danske selskab.
- Vi oplever, at vores kunder ønsker at differentiere sig selv ved at udbyde deres maskiner og anlæg som en service. Med opkøbet af High Software vil vi kunne tilbyde vores kunder en omfattende portefølje af forretningsapplikationer inden for udlejning og leasing, siger Thomas Honoré, der er administrerende direktør i Columbus, i en meddelelse.
De opkøbte selskaber ventes i 2017 at nå en omsætning på 50 mio. kr. og et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 8 mio. kr.
I 2018 regner Columbus med, at High Software og datteren vil bidrage i det danske selskabs bøger med en omsætning på 51 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 8 mio. kr.
En aktie i Columbus stiger med 3,5 pct. til 16,10 kr. tirsdag middag.



