Fortsæt til indhold

Amerikanske sundhedsaktier bløder efter Amazon-indtog

Planerne fra Amazon, Berkshire Hathaway og JPMorgan Chase om at skabe en ny sundhedsgigant, fik tirsdag aktierne til at styrtdykke hos aktørerne på det amerikanske sundhedsmarked.

Investor

Nyheden om at Amazon, Berkshire Hathaway og JPMorgan Chase sammen vil skabe en ny sundhedsgigant, endte i en gedigen aktie-mavepuster til de øvrige amerikanske selskaber på sundhedsmarkedet.

De tre selskaber annoncerede tirsdag i en pressemeddelelse, at det nye selskab skal »disrupte« det amerikanske sundhedssystem.

Selv om planerne fortsat er meget løse og ukonkrete, og det nye selskab endnu ikke har fået et navn, skabte det alligevel nervøsitet blandt investorerne.

Således endte tirsdagen med blodrøde tal på det amerikanske S&P 500 Healthcare-indeks, der faldt med samlet 2,1 pct.

En række af de største spillere inden for amerikanske sundhedsindustri måtte også se deres aktie indkassere et større fald som følge af nyheden.

Således faldt sundhedsvirksomheden Express Scripts med 5,75 pct., mens CVS Health-aktien faldt med 4,1 pct.

Et af de største selskaber inden for sygeforsikringer, Anthem, indkasserede et fald på 5,28 pct., mens en anden aktør på den bane, UnitedHealth Group, faldt med 4,35 pct.

Amazon, Berkshire Hathaway og JPMorgan Chase vil i første omgang fokusere på at sikre deres egne medarbejdere i det nye selskab.

»De markant stigende omkostninger fra sundhedssystemet er som en sulten bændelorm for den amerikanske økonomi,« lyder det fra Warren Buffet fra Berkshire Hathaway i en pressemeddelelse.

»Vores gruppe kommer ikke til problemet med klare svar. Men vi accepterer heller ikke, at problemet er uundgåeligt. I stedet deler vi en tro på, at ved at samle vores kollektive ressourcer bag landets bedste talenter kan man over tid både stoppe stigningerne i udgifterne og samtidig sikre højere patienttilfredshed og bedre resultat,« tilføjer han.

Artiklens emner
Berkshire Hathaway
JPMorgan Chase