Investor

Aktiedyk forvandler emerging markets til et oplagt sats

Jens Elkjær, adm. direktør, Skagen Fondene Danmark

Efteråret har været præget af stor uro på aktiemarkederne, særligt i emerging markets. Måske er tiden inde til at få sat et nyt perspektiv på tingene.

Udviklingen i emerging markets-aktierne har bl.a. været præget af frygt for handelskrig, stigende renter og politisk usikkerhed. Det har betydet et fald på 9,3 i emerging markets-indekset indtil videre i år. Efter den seneste nedgang når man måler i dollar, er man stort set tilbage på niveau fra finanskrisen.

Der er altså gået næsten 10 år uden, at den økonomiske udvikling har afspejlet sig i værdierne på emerging markets. Verden har som bekendt ændret sig noget i løbet af de seneste 10 år.

Måles udviklingen i aktiekurserne mod bogførte værdier (P/B), så har vækstmarkederne været handlet med en gennemsnitlig rabat på 20 procent sammenlignet med de udviklede markeder. Udviklingen har dog været volatil, men generelt har pilen peget i én retning siden finanskrisen.

Rabatten på bogførte værdier i vækstmarkederne mod de udviklede markeder er lige nu 32 procent. Emerging Markets handles i øjeblikket til omkring 1,5 gang de bogførte værdier, mod 2,2 gang for de udviklede markeder. Det interessante er, at tal fra Bloomberg viser, at afkastet på egenkapitalen mere eller mindre er det samme for henholdsvis de udviklede og vækstmarkederne.

Men selvom værdiansættelserne i øjeblikket ser lave ud, så er der også andre komponenter, der spiller ind, når verdens investorer bestemmer vejen videre for vækstmarkederne. De måske to vigtigste er den generelle økonomiske udvikling i landene samt udviklingen i den amerikanske dollar.

Når det gælder EM-økonomierne, så er billedet noget mere sammensat. Men det generelle langsigtede billede er fortsat intakt. Især de asiatiske lande vil fortsætte med at vokse, udvikle en middelklasse og udvikle deres økonomier væk fra primært produktion af varer til mere forbrugsorienteret økonomier.

De lave værdiansættelser kan betyde, at tiden er inde til at gøre som storinvetoren Warren Buffett anbefaler: Køb når frygten er størst.

Læs også
Top job