Italien forbyder shortsalg af 85 aktier
/ritzau/FINANS
Italiens børsmyndigheder meddelte torsdag aften, at det vil forbyde shortsalg af 85 aktier, efter at børsen i Milano torsdag dykkede med 17 pct. som følge af coronavirusudbruddet i landet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Tiltaget fra børsmyndigheden Consob træder i kraft fra i dag, fredag den 13. marts, og den vil omfatte alle de største aktier på børsen heriblandt bankerne Unicredit og Intesa Sanpaolo.
At gå short i en aktie er at spekulere i et kursfald. Det sker, ved at en finansiel aktør låner aktier i et selskab for så at sælge dem.
Det sker i håb om at kunne købe dem tilbage til en lavere pris for at score differencen - minus gebyr og kurtage - i gevinst.


