Fortsæt til indhold

Investorer kunne glæde sig over gode regnskaber - indtil de fik øje på aktiekursen

Pandora og Vestas leverede begge flotte regnskaber. Men aktierne reagerede vidt forskelligt.

Investor

Kun ISS mangler at offentliggøre sine tal blandt C20-selskaberne, men allerede nu tegner der sig et klart billede af, at kursudsvingene i slipstrømmen på regnskaberne har været ganske store.

Samlet er C20 Cap steget med godt 8 pct. over den seneste måned, men den positive udvikling dækker over vidt forskellige præstationer blandt eliteindeksets aktier.

»Mest positivt overraskende var Pandora. Selskabet overraskede og blev ekstremt belønnet for det af aktiemarkedet med en kursstigning på mere end 25 pct. inden for få dage. Heraf alene 16 pct. på regnskabsdagen,« forklarer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

Pandora blev ikke mindst belønnet for et brølstærkt regnskab, et kraftigt forhøjet udbytte og et aktietilbagekøbsprogram.

Også A. P. Møller-Mærsk havde medvind på aktiemarkedet efter, at man annoncerede salget af ejerandelen af Danske Bank til shippingkæmpens ejer, A.P. Møller Holding. Det betyder blandt andet en enorm ekstraordinær udbyttebetaling på forventeligt omtrent 1.600 kr. pr. aktie.

Men A. P. Møller-Mærsks regnskab var ikke i sig selv berusende, mener Per Hansen.

»Når aktien alligevel lagde 9 pct. til kursværdien på regnskabsdagen var det ikke mindst, fordi A. P. Møller-Mærsk har ladet sig inspirere af investorfeedback og skiller sig af med sine Danske Bank-aktier. Åbenheden fortsætter og bliver investorbelønnet,« forklarer han.

Bankernes forretningsomfang vokser næsten udelukkende på realkreditområdet.
Per Hansen, investeringsøkonom, Nordnet

Blandt de selskaber, der skuffede, stikker ikke mindst Jyske Bank ud. Banken leverede ganske vist en indtjeningsrekord på godt 3 mia. kr., men det meste af den var båret af regnskabsteknik efter sammenlægningen med BRF Kredit.

Det var dog mest af alt reglen blandt bankerne, at de slap fornuftigt igennem 2014, men bekymringerne er ikke ovre for finansinstitutterne.

»Bankernes forretningsomfang vokser næsten udelukkende på realkreditområdet. Indtjeningsfremgangen skal derfor i stort omfang komme fra færre nedskrivninger og omkostningsfokus. Nationalbankens negative rente på indskudsbeviser gør i den henseende blot ondt værre,« noterer Per Hansen.

Bryggeriselskabet Carlsberg stod for en af de største overraskelser i regnskabssæsonen, da man annoncerede, at øllet er blevet for tyndt i topchef Jørgen Buhl Rasmussens krus. Han afløses til juni af hollænderen Cees 't Hart, der kommer fra en stilling som koncernchef for det hollandske mejeriselskab Royal FrieslandCampina.

Den store nyhed til trods, så reagerede Carlsberg-aktien kun forholdsvis svagt, og det er uden tvivl fortsat udfordringer på det russiske marked, der tynger ølproducenten.

Presset er Vestas ikke længere, men alligevel fik vindmølleselskabets aktie hug efter et regnskab, der afslørede, at selskabet for første gang i 12 år har tænkt sig at udbetale udbytte. Investorerne takkede ved at banke aktien 8,6 pct. ned på regnskabsdagen.

Også Coloplast-aktien fik hug, fordi investorerne ikke var tilfredse med tallene, der blev lagt frem.

»Investorerne opfatter ikke det lidt skuffende resultatet som nogen katastrofe. Der er dog med prisfastsættelsen i Coloplast absolut ingen plads til at ”undergå” forventningerne, uanset om afvigelserne skyldes periodisering,« forklarer Per Hansen.

C20-selskabernes kursudvikling på dagen for regnskabsaflæggelse 2014

Kilde: Per Hansen/Nordnet

Bemærkning: ISS kommer først med regnskab den 12/3. Genmab er ikke medtaget, da selve regnskabet ifølge økonom Per Hansen i et biotekselskab ikke i sig selv er nogen større begivenhed. Det er de enkelte hændelser og aftaler, som er ”begivenheden”.