Danskerne handler værdipapirer som aldrig før
På 10 år er antallet af handler med aktier, investeringsforeningsbeviser og obligationer tredoblet i Danmark.
Aldrig før er der blevet solgt eller købt så mange værdipapirer på seks måneder, som det er tilfældet for første halvdel af 2015.
Det viser en analyse, som Nykredit har foretaget.
Private investorer har næsten 2,9 mio. gange købt eller solgt aktier, obligationer eller investeringsforeningsbeviser. Det er ikke bare det højeste antal nogensinde set på seks måneder, men også en tredobling på 10 år. Særligt handlen med investeringsforeningsbeviser er steget, mens handlen med obligationer er mere end halveret.
Handlen med investeringsforeningsbeviser er steget med hele 429 pct. siden 2005, hvilket er betydeligt mere end aktiehandlen, der på samme tid er steget med 104 pct.
»Det understreger, at danskernes investeringslyst er intakt, men samtidigt at de foretrækker den sikkerhed, der er i at overlade formuen i professionelle hænder, frem for at begive sig ud på markedet alene. En tendens, der begyndte efter finanskrisen og som altså især er fremtrædende for de ældste investorer, hvor tidshorisonten er kortest, og sikkerheden omkring formuen derfor betyder mest,« skriver Nykredit i analysen.
Det er sådan set sund fornuft, mener Johan Juul-Jensen, forbrugerøkonom i Nykredit. For private investorer har ikke altid en heldig hånd, når de investerer på egen hånd, forklarer han.
»Private investorer har en tilbøjelighed til at tage for høj risiko, lade følelserne løbe af med dem og så er de ikke gode til rsikospredning. Når det går godt på aktiemarkedet, så handler investorerne mere, og nogle gange får deres følelser lov at styre deres ageren. Mange får ikke frasolgt aktier, når de skal sænke deres risiko, nogle kommer til at holde fast på de samme i for lang tid, og mange danskere vælger at have aktier inden for de samme sektorer, så risikoen ikke spredes,« forklarer han.
Derfor er det godt at overlade ansvaret til investeringsforeningerne, mener han. Særligt nu, hvor aktiemarkedet er steget så meget. Det er nemlig også med til at højne investorernes risiko betydeligt.
»Lige nu er aktiemarkedet tæt på sit højeste, og det betyder, at mange danskere har betydeligt mere risiko i deres investeringsporteføljer, end de havde for bare fem år siden, fordi aktierne er steget så meget mere end obligationer i løbet af de seneste fem år,« forklarer Johan Juul-Jensen, forbrugerøkonom ved Nykredit.

