Undgå aktiefælderne i sommerferien
Den tynde handel i sommerperioden kan koste dyrt for en privat investor.
Handlen med aktier i sommerferien er ofte så tynd, at private investorer risikerer at brænde fingrene, hvis ikke de handler med omtanke.
Men ved at følge nogle enkle råd kan man undgå at blive brændt. Det mest oplagte er at vælge meget likvide aktier, og hvis man vil investere i mindre selskaber, skal man kun afgive købsordrer med limit, lyder de kontante råd fra investeringsstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen.
- Der vil altid være høj likviditet i de store aktier. Det betyder, at risikoen for at blive fanget i store forskelle mellem købs- og salgspriser er lille. Sommerproblemerne opstår oftest, når man handler aktier fra mindre selskaber.
- Hvis man gerne vil handle i de såkaldt mindre likvide aktier, er det en god idé at handle gennem den såkaldte limit-funktion i investeringsdepotet. På den måde kan man sætte den købs- og en salgspris, som man vil gå med til. Derved undgår man at blive overrasket af et pludseligt stort spread og dermed købe eller sælge til en overraskende høj/lav kurs.
Vælger man at handle de mindre likvide aktier, bør man begrænse dem til en mindre del af porteføljen, understreger Lars Skovgaard Andersen. Så kan man hurtigt komme ud af aktierne igen.
Problemet om sommeren er de få købere og sælgere. Det kan øge forskellen mellem bud- og udbudspriser markant. Forskellen betegner man som spread.
»En investor vil sælge en aktie, men hvis der er få handlere i markedet, så kan han/hun ikke få den salgspris, som aktien ellers ligger til, når man ser på kurslisterne. Sætter vedkommende sin aktie til salg i sit depot, mens der er få købere, kan man altså risikere, at aktien bliver solgt til en kurs, som er langt lavere end ventet,« oplyser Lars Skovgaard Andersen.
Med et lavere antal handlere i markedet kan priserne ændre sig meget på kort tid. Man kan være uheldig lige at ramme et dårligt tidspunkt, hvor ens salgskurs ligger markant lavere, end hvad der er tilfældet kort tid efter.



