Er markederne blevet immune over for politiske "chok"?
Den afdæmpede reaktion på valgresultatet tyder på, at markederne er blevet immune, lyder det fra stor kapitalforvalter.
Er investorerne ved at blive immune over for begivenheder på den politiske scene? Det kunne noget tyde på. Ganske vist faldt euroen og det italienske aktiemarked i værdi efter, at italienerne søndag stemte imod en traktatreform.
Men begge dele rettede sig hurtigt efterfølgende, og fra morgenstunden bed man i kapitalforvalteren Alcentra, der er en del af BNY Mellon, mærke i en detalje.
»Markederne virker relativt rolige ved åbningen. Og et overraskende stort antal mennesker var ikke ved deres skriveborde tidligt på dagen, som det var tilfældet efter brexit og Trump-sejren. Måske er vi alle ved at blive immune over for denne slags "chok”,« skrev Paul Hatfield, der er global investeringsdirektør i Alcentra, i en kommentar fra morgenstunden.
På trods af den forholdsvis beskedne reaktion på markederne kan søndagens valgresultat dog få konsekvenser, lyder det fra kapitalforvalteren.
»Markederne vil holde øje med Monte dei Paschi. Rekapitaliseringen på 5 mia. euro kan komme i fare, og da banken er den tredjestørste bank i Italien kan det få alvorlige konsekvenser,« skriver Paul Hatfield, der påpeger, at valgresultatet formentlig vil føre til mere volatilitet fremadrettet.
»Resultatet vil formentlig øge volatiliteten omkring de svage medlemmer af eurozonen. Især Grækenland og i mindre udstrækning Spanien og Portugal. Det vil ikke hjælpe på stabiliteten,« skriver Paul Hatfield.
Ud over et nej til traktatreformen i Italien betyder valgresultatet også, at landets premierminister Matteo Renzi trækker sig fra posten. Dermed skal landet have en ny regering.


