Jutlander Bank: Det manglende udlån er malurt i bægeret
Jutlander Bank kunne i sit årsregnskab mandag berette om en indtjening fra den primære drift på 274 mio. kr., hvilket var i toppen af det spænd på 245-275 mio. kr., som banken opjusterede til i sit halvårsregnskab.
Selv om det er en tilbagegang fra 332 mio. kr. fra 2015, erklærer bankens ordførende direktør, Per Sønderup, sig tilfreds med bankens præstationer - taget forholdene i betragtning.
- Vi rammer toppen af forventningerne til den primære indtjening, og det er jo egentlig, efter at vi midt på året i 2016 kom med en opjustering. Når jeg siger, at vi er meget tilfredse, så er det jo ud fra den situation, vi er i med den meget lave rente, siger Per Sønderup til Ritzau Finans.
Han noterer samtidig, at banken trods faldet i den primære indtjening kommer ud af 2016 med et overskud før skat på 239 mio. kr., hvilket er på niveau med 2015. Det skyldes især et kraftigt fald i nedskrivningerne til 95 mio. kr. fra 146 mio. kr. i 2015.
- Ved at bruge nogle andre parametre formår vi at nå det samme resultat på bunden. Det er det, der gør det meget tilfredsstillende, og så at vores kapitalsituation er forbedrer væsentligt, siger bankdirektøren.
Udfordringerne med presset på den primære indtjening skyldes særligt renteniveauet, og at banken på grund af en lav lånelyst hos kunderne har en stor overskudslikviditet, der ikke kan skabes et afkast på.
- Vi har en overskudslikviditet på over 4 mia. kr., som det er svært at få noget afkast på. Det, der er malurten i bægeret, er jo vores manglende udlån. Vi løfter os pænt på gebyrer og provisioner, men når dog ikke helt niveauet i 2015, hvor der var nogle enorme konverteringsbølger, så det, vi formår at lave udover udlånet, er egentlig udmærket, siger Per Sønderup.
I 2017 venter Jutlander Bank et yderligere fald i den primære indtjening til niveauet 215-250 mio. kr. Det er i hvert fald det første udspil fra banken for året, der igen ventes at blive præget af det lave renteniveau.
- Det er simpelthen rentemarginalen, og vi nåede jo at få noget afkast først på året i 2016 på vores overskudslikviditet - det er nærmest umuligt nu. Det er jo et kæmpe tal, som ikke giver noget. Det ville hjælpe os, hvis vi kunne få noget gang i hjulene og noget mere udlån på bøgerne. Det er det, der ligesom mangler, siger Per Sønderup.
Og priserne kan der ikke pilles ved for at øge indtjeningen.
- Jeg tror ikke, at der er nogen bankdirektør, der forventer at udlånssatserne er med pil opad. Det er markedet for voldsomt til. Det er jo prisniveauet, der er sådan, og det må vi jo leve under, siger Per Sønderup.
Ej heller kan banken flytte på konjunkturerne.
- Men vi ville da ønske, at der kom lidt mere gang i det. På erhvervsområdet har vi bevilget meget store kreditfaciliteter, som vi bare kan vente på, at vores kunder begynder at trække på. Men det er jo opsparing, der er over hele linjen. Vi savner, at de rigtigt gode erhvervsvirksomheder går ud og investerer i nogle nye haller, maskiner mv., siger bankdirektøren.
De nuværende svære betingelser for at skabe vækst i forretningsomfanget betyder dog ikke, at banken skal ud at finde besparelser.
- Ikke som det lige ser ud nu. Vi synes, vi har det apparat, der skal til. Vi vil bruge medarbejderstaben til at nå resultater, siger han.
Udviklingen i nedskrivningerne er et af regnskabets opløftende punkter. De nedskrivninger, der er, knytter sig fortsat primært til landbruget, som på det seneste har nydt godt af stigende priser på blandt andet mælk.
- Privatkunderne er kernesunde i øjeblikket, der får vi ingen øretæver, og det øvrige erhverv har også udviklet sig rigtigt flot. Så hvis også landbruget begynder at køre fornuftigt, så ligger der også nogle gode ting og venter der, siger Per Sønderup.
- Lige her og nu ser det egentlig fornuftig ud for landbruget, og jeg tror også, at vi i 2017 vil komme til at se nogle fornuftige regnskabstal, fortsætter han.
Der er dog nogle "huller, der skal fyldes ud", idet der ikke er blevet investeret nok i landbruget under krisen.
- Så der skal mere til, før at landbruget rigtigt kommer helt på plads, men det er jo godt på vej, i forhold til hvad vi så ultimo 2015 og primo 2016 - der så det bestemt ikke godt ud, siger bankdirektøren.
Han tror dog, at 2017 vil byde på et fortsat fald i bankens nedskrivninger.
- Det er jo svært at sige noget om, men hvis landbruget går, som vi regner med, så forventer jeg da, at vi vil se lavere nedskrivninger, siger Per Sønderup.


