Fortsæt til indhold

Lauritz.com skruer op for prisen

Det er blevet dyrere at shoppe på netauktionen Lauritz.com. Prisstigningen kommer på et tidspunkt, hvor omverdenen har stor fokus på den haltende indtjening i auktionshuset.

Investor

Fremover skal købere dykke dybere i lommerne, når de handler via auktionshuset Lauritz.com.

Auktionshuset, der blev børsnoteret sidste år, har netop øget salæret for købere med 12,5 pct.

»For hvert købt varenummer tillægges købersalæret på 22,5 pct. af hammerslagsprisen inkl. moms,« fremgår det af købsbetingelserne på auktionshusets hjemmeside.

Hidtil har købere sluppet med at betale et salær på 20 pct. af hammerslagsprisen inkl. moms.

Lauritz.com med topchef Mette Rode Sundstrøm i front har ikke skiltet med prisstigningen, der trådte i kraft for to uger siden. Men prishoppet på 12,5 pct. kommer efter et 2016, hvor omsætningen er dykket, og så sent som den 19. januar blev auktionshuset tvunget til at nedjustere 2016-forventningerne forud for offentliggørelsen af 2016-regnskabet.

Hvis resultaterne svigter, kan det blive en udfordring for Lauritz.com, og de kan blive tvunget til mere drastiske tilpasninger, end der for nærværende er udsigt til.
Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet

Det skete i dag mandag, og selv om stigningen i købersalæret ikke fremgår af regnskabsmeddelelsen, har topledelsen tydeligvis stor fokus på indtjeningen.

I hvert fald oplyses det, at man sidste år gennemførte en regulær spareplan, der bl.a. betød et farvel til 15 pct. af de ansatte i bestræbelserne på at slanke omkostningerne.

Det er dog langt fra nok, lyder meldingen fra Per Hansen, investeringsøkonom i den svenske internetbank Nordnet.

»Dagens regnskab ændrer ikke ved det faktum, at selskabet har brug for en gennemgribende oprydning,« fastslår den erfarne investeringsekspert.

Per Hansen peger særligt på selskabets obligationsgæld på omkring 242 mio. kr., som er koblet sammen med en passus om, at den rentebærende nettogæld i selskabet ikke må overstige fire gange indtjeningen på ebitda-niveau.

Med udgangen af 2016 var den rentebærende gæld 3,1 gange indtjeningen.

Om det betyder, at der venter købere og sælgere på Lauritz.com nye prisstigninger, er uvist. Men noget skal der ske, hvis indtjeningen begynder at køre af sporet, lyder meldingen.

»Hvis resultaterne svigter, kan det blive en udfordring for Lauritz.com, og de kan blive tvunget til mere drastiske tilpasninger, end der for nærværende er udsigt til,« påpeger Per Hansen.

Ud over salæret på 22,5 pct. betaler købere også 95 kr. i et såkaldt hammerslagsgebyr.

Artiklens emner
Lauritz.com
Nordnet