Kriseramt tøjkæde ville sælges - nu er planerne droppet
Den amerikanske modekæde Abercrombie & Fitch måtte mandag aften trækket stikket på en salgsproces. Siden har der været gedigne tæsk til aktien.
Aktiemarkederne har ikke taget pænt imod den plan, som den kriseramte modekæde Abercrombie & Fitch fremlagde sent mandag.
Her meddelte Abercrombie & Fitch, der har 900 butikker rundt om i verden, at det har droppet planerne om at finde en ny ejer til selskabet.
Meldingen fik aktien i selskabet til at falde med over 21 pct. mandag og med yderligere 3,5 pct. tirsdag. Dermed har Abercrombie & Fitch på fem år tabt over 80 pct. af sin værdi.
Abercrombie & Fitchs tøj med store logoer og print var et hit i USA i 1990'erne, og da firmaet kom til Danmark i 2010, var det under stor bevågenhed. Da dørene til butikken på Købmagergade i København blev åbnet, var det med firmaets stilistiske særpræg - mandlige ekspedienter i bar overkrop og en distinkt parfumering af forretningen. Det tiltrak sig ganske meget opmærksomhed.
Men de senere år er indtjeningen i Abercrombie & Fitch styrtdykket. Så da planerne om sælge Abercrombie, der også ejer mærket Hollister, blev offentliggjort tidligere på året, reagerede markederne positivt. De lugtede en mulighed for at vende nedturen i tøjkæden.
Men specielt Hollister-mærkets salg er grund til at tro på firmaet, lød det mandag aften i en fondsbørsmeddelelse fra bestyrelsesformand i Abercrombie Arthur Martinez:
»Vi tror på fremtiden for vores forretning og mulighederne for vores brands. Vi har generet solidt salgsmomentum i vores Hollister-forretninger, og arbejder fortsat på at skærpe og implementere strategier, der skal positionere Abercrombie-brandet til en revitalisering,« lød det fra Martinez i meddelelsen.
Som Bloomberg påpeger, ligger problemet i høj grad i anden del af sætningen. De ca. 900 Abercrombie-butikker verden over har stort set hvert kvartal i de senere år mistet omsætning - faktisk har der kun været et positivt kvartal siden starten af 2014.


