Rapport: Schweiz stadig et talent-paradis - Danmark halter efter
Vi skal tage bedre vare på de højt begavede børn, mener DI efter en beskeden dansk 7. plads i globalt talentarbejde.
Det er ikke kun skiløb, knive og chokolade, som Schweiz excellerer i.
Alpelandet indtager også førstepladsen, når det kommer til at tiltrække og udvikle verdens talenter.
Det fremgår af en nylig rapport udarbejdet af Insead Business School i forbindelse med det netop afholdte World Economic Forum-møde i Davos.
Singapore og Norge udgør listens anden- og tredjeplads, mens Danmark ligger på 7. pladsen og har rykket sig en enkelt plads op i forhold til sidste års liste.
Rangordningen er baseret på parametre som det enkelte lands lovgivning, markedsbetingelser, åbenhed overfor omverdenen, uddannelsesmuligheder, graden af livskvalitet ved at bosætte sig samt udbud af specialiseret arbejdskraft.
Med så mange faktorer i ligningen understreger Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri, at placeringerne først og fremmest skal tages med et gran salt.
»Men det er selvfølgelig interessant at se bevægelserne fra år til år, og hvilke lande der ligger over Danmark,« siger hun.
Når det kommer til at tiltrække, udvikle og fastholde talenter, mener Charlotte Rønhof, at Danmark gør mange ting rigtigt, men hun peger også på områder, hvor vi er udfordrede.
»Vi er gode til at pleje vores egen talentmasse, men vi mangler flere indsatser i uddannelsessystemet, der er målrettet eliten. Kommunerne taber f.eks. stadig en stor del af de højtbegavede børn, hvilket vi også ser i Pisa-målingerne,« siger Charlotte Rønhof.
Når Schweiz har fået førstepladsen, skyldes det ifølge rapporten, at landet generelt ligger i toppen af samtlige af de ovennævnte parametre, ikke mindst på fastholdelse af talent. Her gør bl.a. skattetrykket i Danmark det sværere at konkurrere, mener Charlotte Rønhof.
»Når det kommer til at fastholde talent, er vi et ret dyrt land at leve i. I det øjeblik man møder det almindelige skattesystem i Danmark, kan det virke kraftigt afskrækkende på udlændinge,« siger Charlotte Rønhof, der også peger på dansk forskning som en ressource, vi i højere grad skal udnytte.
»Vi rangerer ret højt på vores forskning i Danmark taget i betragtning af vores størrelse. Det burde man kapitalisere på, så vi får tiltrukket flere investeringer, flere specialister og flere folk, der har lyst til at komme til Danmark og arbejde på et højt niveau.«
Blandt de lande, der klarer sig allerbedst i rapporten, er der dog også udfordringer.
I Schweiz har man bl.a. for få kvindelige kandidater på universiteterne og for få kvinder i lederpositioner. USA har ganske vist en god portion talent, men er ikke tilstrækkeligt tolerant over for etniske minoriteter, og i Norden rangerer vi højt på social mobilitet og ligestilling, men formår ikke at tiltrække tilstrækkeligt med udenlandsk talent og skabe multikulturelle samfund.
Hvis Danmark skal længere op ad talentlisten, er vi derfor nødt til at vende hver en sten, lyder det fra underdirektøren i Dansk Industri.
»Der må ikke være nogen barrierer for at tiltrække de nødvendige folk. Vores virksomheder er i sidste ende aldrig bedre, end de mennesker, der er ansat i dem. Så det er fuldstændig afgørende for Danmark, at vi kan fastholde og udvikle talenter.«

