Karriere

De fleste jobsøgere begår én elementær fejl

Arbejdsgivere vil gerne i kontakt med ansøgere tidligt i et ansættelsesforløb. Bl.a. derfor bør man ikke tøve med at ringe til chefen – og så bør man komme i gang med ansøgningen, så snart man ser opslaget.

En ekspert i jobsøgning anbefaler at ringe til en mulig kommende arbejdsgiver, inden man skriver og sender sin ansøgning. Foto: Scanpix/RB

Man behøver blot skrive nogle få spørgsmål om et spændende jobopslag på et stykke papir, ringe til chefen på ens måske kommende arbejdsplads og stille dem. Så let placerer man sig på en af de forreste pladser i køen til stillingen.

Alligevel forsømmer flertallet af jobsøgere at gøre forsøget på at få arbejdsgiveren i tale. Det viser en omfattende undersøgelse blandt 1.000 af landets arbejdsgivere foretaget af Konsulenthuset Ballisager.

For over halvdelen (57 pct.) af de opslåede stillinger gælder, at en tiendedel eller færre af ansøgerne kontakter virksomheden telefonisk, før de sender en ansøgning.

Ifølge konsulenthusets adm. direktør, Morten Ballisager, kan man opnå en stor fordel ved at ringe og stille to-tre spørgsmål. En jobsøger kan få nogle svar, som hjælper til at vinkle ansøgningen på en måde, der løfter den op i toppen af bunken, forklarer han.

At ringe til en arbejdsgiver er som at lægge en motorvej til et job.

Morten Ballisager, adm. direktør, Konsulenthuset Ballisager

»At ringe til en arbejdsgiver er som at lægge en motorvej til et job. Du finder ud af, hvad chefen ønsker af en kandidat, hvordan tonen er osv. Man lykkes tidligere i jobsøgningen, og bedre kandidater, som ikke ringer, må se sig slået af mindre dygtige kandidater, som ringer,« siger Morten Ballisager. Han tilføjer, at mange gør sig selv en bjørnetjeneste ved at undlade at ringe, fordi de tror, at det virker forstyrrende for chefen.

Seks gode råd til jobsøgning
  • Giv arbejdspladsen et kald. Hav nogle gode spørgsmål parat og brug svarene til at tilpasse ansøgningen. Det øger sandsynligheden for at blive kaldt til samtale.
  • Udform dit cv målrettet jobbet. Det skal dokumentere de kompetencer, som passer dertil. Gerne via resultater og løste arbejdsopgaver.
  • Søg uopfordret. Det er fortsat muligt i 8 af 10 virksomheder. Danmark er et særligt land hvad angår netværk: Man lægger herhjemme stor vægt på uformelle forbindelser. Derfor gavner det at vide en masse om virksomhedens aktuelle opgaver og sende en ansøgning og et cv, selv om der ikke er slået et specifikt job op.
  • Vær systematisk. Lav et ugeskema for forskellige aktiviteter knyttet til din jobsøgning. Det kan hjælpe at lægge et positivt forventningspres på sig selv.
  • Benyt sociale medier. 51 pct. af de danske virksomheder bruger LinkedIn til rekruttering, og 28 pct. går på Facebook til samme formål.
  • Vær hurtig. Over halvdelen af virksomhederne mødes med en eller flere kandidater, inden fristen for at søge jobbet er nået.
Kilde: Konsulenthuset Ballisager

Timingen for at kontakte en mulig ny arbejdsplads er vigtig for ens muligheder. Over halvdelen af arbejdsgiverne tyvstarter på forløbet med at sortere i kandidaterne: 52 pct. af arbejdsgiverne i undersøgelsen tilkendegiver, at de har mødtes med en eller flere kandidater inden ansøgningsfristens udløb.

»Du skal endelig ikke vente med at sende ansøgningen afsted, for jo længere du venter, desto flere konkurrenter får du,« siger Morten Ballisager.

Han opfordrer jobsøgende, for hvem det er en barriere at ringe, til at skrive en e-mail.

BRANCHENYT
Læs også