Karriere

Matti Binderup sagde farvel til lejlighed og job for at tage ud i verden

Matti Binderup tog et karrierehop af de helt store. Før var han advokatfuldmægtig og havde hele sin karriere skitseret allerede som 20-årig. Nu sover han på hundredvis af hoteller hvert år og lever som "digital nomade".

Matti Binderups danske adresse er flyttet hjem til forældrene i Fjerritslev, men i 2019 har han overnattet på over 100 forskellige hoteller verden over. Foto: Rejselyst

»En dag tog pokker pludselig ved menneskene. De forlod deres store byer og deres fabrikker og deres flotte biler og gik ud på sletten og sagde; ”lad os begynde helt forfra igen”...«

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Gasolin synger om Matti Binderup. Den 28-årige nordjyde havde nemlig det hele linet op. Han var færdiguddannet jurist og ansat som advokatfuldmægtig i et af Danmarks største advokatfirmaer, da han besluttede, at han ville noget andet.

Derfor sagde han sin lejlighed og sit job op og kastede alle kræfter i sit rejseselskab Rejselyst, som han havde kørt som et sidegeschæft ved siden af jurastudiet. Som selvstændig kunne han nemlig dyrke sin hobby for at rejse, samtidig med at hans arbejdsliv blev mere fleksibelt.

»Jeg har altid elsket at rejse, og på advokatkontoret var det svært at tage ferie, så jeg kunne pleje den hobby. Så enten kunne jeg fortsætte som advokat og give afkald på det, eller jeg kunne kaste mig ud i et selvstændigt projekt, hvor jeg kunne arbejde hen imod mere frihed og fleksibilitet i et liv, hvor jeg kan kombinere rejser og arbejde,« siger Matti Binderup.

I dag er hans danske adresse flyttet hjem til forældrene i Fjerritslev, men det er sjældent, at han er der. Bare i år har Matti Binderup arbejdet fra 11 lande og overnattet på over 100 forskellige hoteller verden over, og den tidligere advokat kan altid arbejde - så længe der er en internetforbindelse.

Nogle gange arbejder han fra lufthavnen, andre gange fra terrassen på Bali. Nogle dage han rigtig mange timer, andre dage slet ikke.

Det var dog ikke nemt at tage sig mod til at aflevere opsigelsen hos chefen på advokatkontoret og springe ud i ukendt farvand, hvor man ikke altid ved, hvor pengene til brød på bordet skal komme fra.

»Selvom det var en kæmpe lettelse, var det jo samtidig ekstremt angstprovokerende. Nu skulle jeg selv ud og kæmpe for føden og tjene pengene. Der var ikke noget sikkerhedsnet, der var ikke nogen, jeg kunne læne mig op af,« siger Matti Binderup.

Rejselyst er stadig i sine spæde år, men Matti Binderup betegner det stadig som en succes. Virksomheden arbejder stadig på produktudviklingen og udbredelsen, men for Matti Binderup er succeskriteriet, at han kan leve af det - og det har han opnået.

Matti Binderup taler om at bryde ”hamsterhjulet”, og han har oplevet, at mange ønsker at gøre det samme. Derfor mener han også, at danskernes store branchehop bliver flere, og at ens uddannelse i fremtiden ikke nødvendigvis vil stemme overens med det job, man ender med at have.

At ”den lige vej” er i opbrud, kan Matti Binderup måske have en pointe i. For selvom der altid har været stor mobilitet på det danske arbejdsmarked, kan nordjydens store branchehop sagtens være udtryk for en fremtidstrend.

Det siger arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, Center for Arbejdsmarkedsforskning.

»Den uddannelsesmæssige livmoder er ikke længere beskyttende hele livet igennem. Vi kommer til at se en trend, hvor danskerne er mere risikovillige - omend det primært vil være de privigerede, der har den mulighed. Matti Binderup er ikke normen, men hans spring signalerer noget fremtidigt. Vi kommer til at se et opbrud på det danske arbejdsmarked, hvor de gammelkendte modeller bliver mindre normale,« siger Henning Jørgensen.

BRANCHENYT
Læs også