Karriere

Ny Lego-chef skal gøre koncernen mere digital

Legetøjskoncernen vil sætte ekstra fart i den digitale omstilling og henter derfor en ny chef til det ansvarsområde. Han kommer til Billund med erfaringer fra andre internationale koncerner.

Atul Bhardwaj hentes fra en tysk storkoncern til ledelsen i den danske legetøjsgigant Lego, som har milliardsalg rundt om på hele kloden. PR-foto.

Den danske legetøjsgigant Lego vil sætte yderligere strøm i den digitale satsning. Derfor henter koncernen en ny chef til topledelsen med ansvar for digitalisering og teknologi.

Britiske Atul Bhardwaj er netop ansat til den opgave i Lego. Han kommer fra ledelsen i den tyske detailkoncern med salg af forbrugerelektronik, MediaMarktSaturn. Tidligere havde han en chefpost i den britiske dagligvaregigant Tesco og har været partner i det globale konsulenthus Accenture.

Han bliver i den danske storkoncern ansvarlig for de digitale og teknologiske teams. Opgaven lyder på at holde fart i Legos fortsatte digitale transformation for at skabe langsigtet vækst. Hos Lego får Atul Bhardwaj titlerne ”executive vice president” samt ”chief digital & technology officer”.

Koncernchef Niels B. Christiansen, Lego Group, udtaler i en pressemeddelelse, at han ser frem til at få Atul Bhardwaj på holdet.

»Når vi accelererer vores digitale transformation vil hans globale erfaring og ekspertise være uvurderlig. Han har i årtier haft rollen med at stå i spidsen for digital transformation hos nogle af verdens mest anerkendte brands,« udtaler Lego-chefen.

Atul Bhardwaj, der er uddannet fra University of Nottingham i England, fremhæver selv i samme meddelelse om opgaverne i Billund-koncernen:

»Som far til tre børn, der elsker at bygge, oplever jeg på førstehånd styrken ved at lære gennem leg. Ambitionen om at bringe dette ud til flere børn rundt om i verden er inspirerende. Jeg ser frem til at arbejde sammen med teamet om at udnytte potentialet i Legos teknologi og data.«

I begyndelsen af september fastslog Lego, at koncernen er kommet styrket igennem coronakrisen. Halvårsregnskabet for de første seks måneder af 2020 viste en vækst i omsætningen på 7 pct. og nåede 15,7 mia. kr.

Niels B. Christiansen sagde da om halvårsregnskabet, at krisen har sat fokus på ikke mindst det digitale salg.

»Mange af de store tendenser vi allerede har set i vores branche, herunder digitalisering og e-handel, har taget endnu mere fart på grund af pandemien. Vi oplever stærk vækst i såvel digital som fysisk leg og en hurtig omstilling til e-handel, og vigtigheden af at have en global driftsmodel er blevet endnu tydeligere,« sagde Niels B. Christiansen.

BRANCHENYT
Læs også