Lars Fruergaard Jørgensen er »dybt bekymret« for de unge og kommer med en klar opfordring
I 31 år har Lars Fruergaard Jørgensen trådt ind af døren hos Novo Nordisk. Nu sidder han som øverste chef. Men selvom han er gået den lige vej og er endt på toppen, opfordrer den erfarne erhvervsmand de unge til at gøre tingene anderledes.
Trin efter trin er Lars Fruergaard Jørgensen klatret op ad karrierestigen. I dag er han på det øverste trin som topchef for Novo Nordisk. En virksomhed, han har været i lige siden, han dimitterede fra Handelshøjskolen i Aarhus.
Han beskriver selv sin karriere som »meget lineær«, men det er ikke en karrierevej, han opfordrer de unge til at tage.
»Tænk ikke-lineært. Nogle gange skal man ikke kun tænke vejen op, men også gå efter opgaven,« siger han.
Salen er stuvende fuld med unge, håbefulde studerende, der klapper Lars Fruergaard Jørgensen ned fra scenen på Aarhus Universitet.
Han har lige holdt et oplæg omkring arbejdet med at øge diversiteten og inklusionen i Novo Nordisk.
Sin rolle og ikke mindst sin stemme som øverste chef er Lars Fruergaard Jørgensen enormt bevidst om. Derfor bruger han den gerne overfor de unge mennesker, der står på det nederste trin på karrierestigen og kigger op.
Og der er især én ting, der ligger Lars Fruergaard meget på sinde: De unges trivsel.
»De studerende kommer fra et uddannelsessystem og et mindset, hvor de tænker, at de skal nå en masse indenfor en bestemt tidsramme, hvilket kan være godt, men det kan ikke stå alene. Hvis man vil lykkes, skal man turde at prøve ting af,« forklarer Lars Fruergaard Jørgensen.
»Hvis man ikke bringer sig selv i situationer, hvor man bliver tvunget til at tænke anderledes, så er der en sandsynlighed for, at vi alle går den samme vej, og så ender vi et rigtig skidt sted.«
De unge mennesker, som Lars Fruergaard Jørgensen netop har holdt tale for, er en del af en generation, hvor perfekthedskulturen spiller en stor rolle. En kultur, der næres af de sociale medier og en higen efter at stige i graderne. Og det er foruroligende, mener Novo-chefen.
»Det bekymrer mig dybt. Vi kan skifte et knæ eller en hjerteklap, men vores hoveder forstår vi i bund og grund ikke. Den måde, som vi udfordrer vores hjerner på, er vanvittig farlig.«
Forleden holdt Lars Fruergaard Jørgensen et møde med de nyuddannede kandidater, der lige er blevet ansat på en to-årig kontrakt hos Novo Nordisk.
»Det er de skarpeste og det, som de har mellem ørerne, det er deres produkt. Derfor fortalte jeg dem, at jeg er dybt bekymret for, hvad de gør ved det (produktet, red.)«.
»De måbede og tænkte, hvad er det, han siger?«
Lars Fruergaard Jørgensen vil have dem til at reflektere over, at hjernen og dens funktion er alfa og omega, når det er deres ’produkt’. Men hjernen kræver også frirum. Frirum til at koble fra, så man er tilstede, når man igen kobler til.
Derfor stillede han dem spørgsmålet: »Hvor langt er I fra jeres skærm?«
Selv kalder han det en »konstant udfordring« at navigere i sin tid og sortere i al den information, man får på sin telefon.
»Man kan hele tiden være i den mølle, hvor man altid er i gang, men så mister man overblikket. Derfor skal man forstå, hvilke få prioriterer, der betyder noget for os.«
Det tager tid at lære sine egne prioriteter at kende. Og hvordan man arbejder bedst. Lars Fruergaard Jørgensen har brugt 31 år på det, og han er stadig i gang.
»Jeg er kommet til den erkendelse, at jeg er en introvert person. Det tager tid at lære det træk at kende og organisere sig efter det. Som introvert får jeg energi, når jeg er alene og har tid til refleksion.«
Selvom han lige har holdt et oplæg for en fyldt sal med en rolig stemme og kontrollerede armbevægelser på Aarhus Universitet, har han ikke altid følt, at han var den bedste til at indtage en scene.
»Når man er introvert, kan man godt føle, at man ikke er lige så god, som den der står på scenen og snakker. Men man er lige god, om man er det ene eller det andet – det vigtigste er at erkende det.«
Som introvert har han også brug for ro og plads, når han er på Novo Nordisks hovedkvarter i Bagsværd.
Her undgår han at gå fra det ene til det andet hele dagen, for så bliver han en »dårligere version af sig selv«. Hvis han får tid, vil han gerne have to gange en time om dagen, hvor han kan danne sig et overblik og få energi.
Efter en arbejdsuge går Lars Fruergaard Jørgensen på weekend om fredagen. I weekenden skal han helt ned i gear, og her er der én regel: Han arbejder aldrig om lørdagen.
»I weekenden vil jeg gerne blive væk i min have eller i min kajak. Jeg kan også godt spille tennis, men helst ikke double. Jeg skal have tid til at blive grounded.«
Når kalenderen skriver søndag, kan han igen begynde at forholde sig til den nye uge, der venter, fortæller han.
»At lære sig selv at kende og finde sit frirum, hvor man kan lade op og få tid væk fra skærmen og arbejdet, er vigtigt. Hjernen skal man passe på, det er ens produkt.«
Derfor opfordrer Lars Fruergaard Jørgensen de unge mennesker til at huske at passe på sig selv, når de tager de første trin op ad karrierestigen.
»Det er det, som kommer til at definere jeres succes, jeres balance i livet, jeres arbejdsglæde – og i virkeligheden også den karriere, man kommer til at få.«
Lars Fruergaard Jørgensen er klar over, at han er klatret den lige vej op ad karrierestigen og er på toppen. Derfor er han også bevidst om, at der skal forandring til, når han engang stopper hos Novo Nordisk.
»Når jeg engang holder i Novo Nordisk, så skal jeg sikkert ikke ind i en anden virksomhed, og jeg skal måske heller ikke have en bestyrelseskarriere. Men lave noget, der er nonliniært. Noget helt andet, skabe noget forandring,« fortæller han.
