Arbejdet er ikke så vigtigt for os længere

Det er ikke tilfældigt, at Katia Østergaard valgte at sige sit job op for et par år siden.

Hendes datter var ved at afslutte folkeskolen, og hendes søn ville læse en master i udlandet, så hvis deres mor skulle vride mest muligt ud af den sidste tid med hjemmeboende børn, kunne det ikke vente længere.

I foråret 2021 annoncerede branchedirektøren for de danske hoteller og restauranter derfor, at hun i en alder af 51 år havde behov for at hellige sig familien.

Opsigelsen skete i forlængelse af den mest hektiske periode i hendes arbejdsliv. Mens coronapandemien gav tusindvis af hjemsendte danskere masser af tid til at fordybe sig i strikkemønstre og surdejsbagning, blev Katia Østergaards sekunder blot klemt endnu mere sammen, fordi hun som frontfigur for ét af de mest økonomisk pressede erhverv skulle forholde sig til en konstant strøm af restriktioner og hjælpepakker.

Gennem otte måneder tvang krisen hende til at droppe weekender og ferier, inden Katia Østergaard segnede under arbejdsmængden og lod sig sygemelde med stress. Da hun vendte tilbage til Horesta ved indgangen til 2021, stod det forholdsvis hurtigt klart for hende, at det nu handlede om at indrette tilværelsen på en anderledes måde.

»Tidligere var jeg ofte nødt til at vælge ting fra. Nu vælger jeg i stedet ting til,« fortæller Katia Østergaard, som siden opsigelsen har sagt ja til en stribe bestyrelsesposter og stiftet rådgivningsfirmaet Neumann Hospitality sammen med ægtefællen Wolfgang Neumann.

I dag kan hun ikke forestille sig at vende tilbage til en direktørstilling.

»Jeg lægger stadig en masse energi i arbejdet, men jeg har lagt min karriere om, hvilket har givet mig en langt større fleksibilitet i hverdagen. Arbejdet er fortsat vigtigt for mig, men det handler i højere grad end tidligere om at få det til at balancere bedre med mit privatliv,« konstaterer Katia Østergaard.

Hun er tilsyneladende ikke ene om at have gjort sig den slags refleksioner i en tid præget af store omvæltninger. I en ny spørgeundersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af danskerne tilkendegiver en signifikant del af alle erhvervsaktive aldersgrupper, at arbejdet betyder mindre for dem nu, end det gjorde for fem år siden.

For folk over 50 år gør det sig gældende for 23 pct. af de adspurgte, mens blot 13 pct. omvendt tillægger arbejdet mere betydning end tidligere. De resterende svarer, at arbejdet hverken betyder mere eller mindre for dem nu om dage.

Også blandt de yngste på arbejdsmarkedet vejer jobbet mindre sammenlignet med tiden før pandemien. Faktisk tilkendegiver næsten en fjerdedel – 24,5 pct. – af respondenterne i alderen fra 18 til 34 år, at arbejdet ikke er så vigtigt for dem, som det har været.

Tallenes tydelighed forbløffer HR-konsulenthuset Ballisager, der står bag undersøgelsen sammen med analyseinstituttet Voxmeter.

»Arbejdet har igennem mange år fået lov at fylde mere og mere for danskerne. Det har været en vaskeægte identitetsmarkør og tidsrøver, så det er overraskende for mig, at pilen peger så meget nedad. Jeg tror, at coronakrisen har givet os et blik for, at fritiden forløser mere livskvalitet, end arbejdet kan,« forklarer direktør Morten Ballisager.

Han hæfter sig især ved, at de unge mænd – der førhen var arketypen på altopofrende karrierestræbere – nu i mere udpræget grad end alle andre segmenter tillægger arbejdet mindre betydning end for fem år siden.

På den måde afspejler undersøgelsen ifølge Morten Ballisager, at det amerikanske fænomen ”quiet quitting” har vundet indpas herhjemme. Altså idéen om at udføre sine professionelle opgaver til punkt og prikke – men heller ikke mere end det.

Det samme billede synes at dukke frem, når konsulenthuset angriber arbejdets betydning fra en anden vinkel ved at spørge respondenterne om, hvilke tre parametre der er vigtigst for dem, når de søger et job. Før svarede klart flest ”gode kolleger” efterfulgt af ”en god løn” og ”en god chef”. Nu har lønnen overhalet kollegerne, alt imens fleksible arbejdstider er blevet et mere betydningsfuldt flueben end en god chef.

Mest signifikant er forskellen i danskernes tilgang til udsagnet ”jeg får mulighed for at blive dygtigere”. Det satte 28 pct. af respondenterne kryds ved i 2019. Fire år senere har blot 16 pct. vinget det punkt af på listen.

»Vi giver ikke arbejdet så stor en plads i vores liv som tidligere. Det kan vi se sort på hvidt,« konkluderer Morten Ballisager og peger nok en gang på coronakrisen som en katalysator for den bevægelse.

Antropologen Dennis Nørmark er enig i, at nedlukningen af samfundet og omfavnelsen af hjemmekontoret skabte en forandring i hele vores opfattelse af den ideelle tilværelse. Men faktisk oplevede han allerede for fem år siden et stort behov blandt danskerne for at diskutere måden at indrette det moderne arbejdsliv.

Den debat skød sig rundt i foredragssalene som kuglen i et flipperspil, da antropologen udgav bogen ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting” og hudflettede alle de overflødige opgaver, der forhindrer os i at gå tidligere hjem på trods af den ene teknologiske effektivisering efter den anden.

I Dennis Nørmarks optik udspringer bevægelsen i disse år dybest set af, at vi ikke længere står op hver morgen med en ambition om at være den bedste version af os selv over for chefen og kollegerne. Nej, den energi forsøger vi at gemme til ægtefællen, børnene, vennerne og fritiden i stedet for at dratte udmattet om på sofaen efter fyraften.

»Vi er blevet mere bevidste om, at arbejdet er et bytteforhold. Chefen får vores tid, men ikke vores sjæl, for den eksistentielle mening med tilværelsen finder vi et andet sted.«

Kan arbejdsmarkedet fungere, hvis vi lægger mindre energi i jobbet?

»Ja, sagtens. For medarbejderne vil jo stadig forsøge at udføre opgaverne ordentligt og leve op til alle faglige standarder. De vil også være motiveret af ros og anerkendelse. Det er bare ikke så vigtigt for dem, som det var førhen,« forklarer Dennis Nørmark og peger på, at det udfordrer hele det 21. århundredes kongstanke om corporate religion og big purpose.

Samtidig vil det formentlig medføre mindre autoritetstro medarbejdere.

»Hele ledelseskulten er ved at tabe luft i disse år, fordi der efterhånden findes så mange historier om dårlige chefer. Det har nok givet os et mere realistisk billede af ledelse. Cheferne er jo hverken supermennesker eller halvguder. Derfor er det heller ikke længere så attraktivt at avancere på arbejdspladsen, for ledere dør af stress og skal læse en milliard e-mails om dagen,« siger Dennis Nørmark.

Det sidste afspejler sig i undersøgelsen ved, at muligheden for at avancere nu er det mindst vigtige parameter, når danskerne bliver bedt om at svare på, hvad de lægger vægt på i en jobsøgning. Blot 4 pct. har sat et kryds ved dét punkt i 2023 sammenlignet med 9 pct. i 2019.

Katia Østergaard er selvsagt ikke én af dem, der har mistet fidusen til ledelse, men hun kan sagtens genkende den nye tilgang til arbejdet fra sig selv, sine netværk og sit kendskab til erhvervslivet i al almindelighed.

»Arbejdslysten og ambitionerne er stadig høje. Vi vil bare ikke acceptere helt de samme afsavn som førhen. Derfor søger vi veje og måder at kombinere arbejdsliv og privatliv,« siger Katia Østergaard.

For sit eget vedkommende har hun siden karriereskiftet både fået mere overskud som mor, ægtefælle og veninde samt mere tid til at rejse, sejle og udfolde sig på tennisbanerne i Humlebæk. Derfor tvivler hun på, at hun en dag overmandes af et behov for at vende tilbage til de lange kontordage, der har kendetegnet Katia Østergaards tilværelse siden hendes juraeksamen i midten af 1990’erne.

»Man skal aldrig sige aldrig. Men jeg har svært ved at forestille mig det.«