Karriere

Tre råd til at blive succesfuld i en verden med få "rigtige" job

Flere og flere arbejdspladser bliver overtaget af robotter. Så hvordan opbygger du en karriere i en verden med færre job?

Robotter har allerede overtaget mange job. Foto: AP /Chinatopix

Om 10, 20 eller 30 år er der måske en robot, der sidder og udfører det job, du lige nu bestrider.

For flere og flere job bliver automatiseret og overtaget af kunstig intelligens, har forskellige studier efterhånden konstateret.

For nylig advarede Den Internationale Valutafond, IMF, også for første gang nogensinde om, at teknologien vil stjæle job fra mennesket, og at noget skal gøres, hvis ikke arbejdsløsheden skal blive meget høj i nogle lande.

Samtidig har Jack Ma, manden bag Alibaba og én af verdens rigeste personer, givet til kende, at han tror, at verdens bedste topchef om 30 år er en robot.

Så hvad skal man som helt almindeligt menneske gøre for at overleve på jobmarkedet og stadig have en succesfuld karriere?

Det har Forbes givet tre bud på.

  1. Hav styr på din økonomi: Mennesker lever længere og går senere på pension. Derfor skal man sørge for at have styr på økonomien, så man kan holde til det lange løb. Sørg for aldrig at løbe tør for penge, invester nogle af dem og hold styr på budgettet. I en verden uden mange job er det din opgave at have penge på kistebunden.
  2. Byg et brand, ikke et CV: Du kan ikke bare tro, at du kan konkurrere med andre, fordi du har et godt CV. Du bliver nødt til at være til stede på de sociale medier og ideelt set have din egen hjemmeside. Branding og marketing bliver vigtigt. Derudover skal du i endnu højere grad end i dag have et stærkt netværk, som kan hjælpe dig.
  3. Accepter at linjen mellem iværksætteri og arbejdsløshed er udvisket: Du skal omfavne, at dit nuværende job er et projekt, der måske eller måske ikke overlever. Din pipeline af muligheder skal hele tiden være fyldt, så du kan kapitalisere på den næste mulighed, når du har brug for det. Der er måske ikke et nyt job at skifte til. Derfor skal du vænne dig til at skabe dit eget.
BRANCHENYT
Læs også