Karriere

Ekspert advarer: Alt for mange tjekker arbejdsmails i fritiden - er du en af dem?

Fire ud af fem danskere tjekker deres arbejdsmails i fritiden. For blot to år siden var det kun hver anden.

Foto: Arkivfoto. Foto: Kneffel/picture-alliance/dpa/AP

Når telefonen lyser op, og der tikker en ny mail ind i indboksen fra arbejdspladsen, er der nu flere og flere, som ikke kan lade mobilen ligge.

Fire ud af fem tager telefonen op for at finde ud af, hvad chefen eller kollegaen skriver. Det viser en ny befolkningsundersøgelse, som Userneed har foretaget for Ingeniørforeningen IDA.

Det er en markant stigning fra 2015, hvor en undersøgelse fra Deloitte viste, at det kun var hver anden dansker, der tjekkede arbejdsmails i fritiden.

I undersøgelsen fra IDA er der dog kun 23 pct., som mener, det er et krav fra arbejdspladsen, at de følger med i indbakken, men alligevel kan de ikke lade være med at holde øje med mailkontoen.

Udviklingen går i den forkerte retning, mener Julianne Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA, der forklarer, at det kan ødelægge balancen mellem arbejde og fritid.

»Arbejdsrelateret stress er en folkesygdom. Og når så mange af os ikke formår at sætte grænser op for at værne om vores sundhed, ringer alarmklokkerne. Vi kan alle opleve at have sager eller perioder, hvor man må give den en ekstra skalle, men det må aldrig tage overhånd og blive en del af ens arbejdskultur, at man er online 24 timer i døgnet 365 dage om året,« udtaler Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA, i en pressemeddelelse.

På flere arbejdspladser i udlandet er der også begyndt at dukke en modbevægelse op mod arbejdsmails i fritiden.

I Frankrig sagde de au revoir til arbejdsmails i fritiden den 1. januar 2017, hvor en ny lov trådte i kraft, der sørger for, at de ansatte ikke skal være til rådighed alle timer i døgnet.

De kalder det »retten til at være offline«, og den nye lov skal beskytte medarbejderne mod stress og udbrændthed.

Flere tyske arbejdspladser har indført et forbud, og for nogle af virksomhederne var det noget, de hurtigt fik implementeret for flere år siden.

Allerede i 2011 satte bilfabrikanten Volkswagen medarbejdernes mailsystem op, så de kun kunne modtage mails på deres telefoner en halv time før og efter arbejdstid.

I Danmark var det for nyligt uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, der tvang de ansatte i Uddannelses- og Forskningsministeriet til at lægge arbejdsmobilen fra sig.

I juni gjorde han det forbudt for medarbejderne at skrive mails og sms'er til hinanden om søndagen i håb om, at de ansatte får nogle sundere arbejdsvaner.

»I Justitsministeriet kunne jeg se et skifte fra, at der var et privatliv og et arbejdsliv, til at folk arbejdede dag og nat – også i fridagene. Det har jeg grublet over lige siden, og det, synes jeg, er uholdbart. I dag er vores iPhone det sidste, vi siger godnat til, og det første vi siger godmorgen til. Man tjekker hele tiden alle mulige ting, og det er grundlæggende usundt,« sagde Søren Pind til Altinget.

Han vil dog ikke begynde at opfordre andre til at indføre et lignende forbud.

Læs også