Karriere
0

Sådan taler du med din chef om stress

Det kan være svært at komme igennem til sin chef, når arbejdet truer med at give dig stress. Erhvervspsykolog Rasmus Højbæk giver her nogen gode råd til at håndtere dialogen med lederen.

Foto: Tim Pannell

Erhvervspsykolog i Krifa, Rasmus Højbæk, har gennem det sidste halve år talt med 400 stressramte medlemmer. Han oplever ofte, at de stressramte medlemmer har svært ved at trænge igennem til chefen, og denne ikke forstår, at medarbejderen er blevet syg af forhold på arbejdspladsen.

Her giver han sine råd til, hvordan man taler med sin chef om stress.

Påtal det tidligt:

Hvis du oplever, at der er ubalance i det, du sidder med på dit arbejde, og det går den forkerte vej, er det vigtigt, at du er ærlig omkring det. For det er et gensidigt ansvar mellem leder og medarbejder at få sat fokus på arbejdsmiljø og stress.

»Det er individet, der oplever stress. Det er individets ansvar at få sagt fra og sagt til. Men derudover er det jo lederens ansvar at være opmærksom på arbejdsmiljøet og tage hånd om problemerne,« siger Rasmus Højbæk.

Han anbefaler, at man lægger op til samarbejde om løsning af problemerne.

Få hjælpe til at prioritere:

Mange oplever, at lederen konstant kommer med nye opgaver, der skal løses.

»Det er selvfølgelig lederens ret, men det er så medarbejderens ansvar at få forhandlet en prioritering med lederen,« siger Rasmus Højbæk.

Derfor kan du med fordel bede din leder om at prioritere dine arbejdsopgaver, måske endda få taget nogle arbejdsopgaver af bordet.

Hav en løbende dialog med din leder:

Hvis skaden er sket, og du må sygemelde dig med stress, er det vigtigt, at du hurtigst muligt får en dialog i gang med din leder. Hvis stressen er arbejdsrelateret er det vigtigt at kigge på de faktorer, der har givet dig stress.

Både leder og medarbejder skal være villige til at gå ind i snakken: »Når jeg kommer tilbage, hvad er det så, der skal være anderledes?«

Der skal laves en klar plan for, hvordan du vender tilbage på jobbet. En plan for timetal og en plan for arbejdsopgaver, så man starter med de rutineprægede opgaver, der er kræver mindst af dig.

»Måske kan du godt overskue at sortere brevene i forsendelsen, men kan til gengæld ikke overskue at skrive et indlæg til nyhedsbrevet. Så skal du starte med det første,« siger Rasmus Højbæk.

Hvis den nærmeste leder ikke er lydhør, må du søge dialogen højere oppe. Alternativt bør du gå til din arbejdsmiljørepræsentant eller HR-afdeling.

BRANCHENYT
Læs også