Navne

Jacob Holdt har adhd og fik i præstegården en barndom, der ikke var så idyllisk, som den så ud

I et uddrag af sin nye erindringsbog “Om at sige ja” fortæller Jacob Holdt her om en vanskelig barndom og om at forstå andres smerte.

Da min lillebror Niels Jørgen kom, havde jeg for længst lært at tage skeen i egen hånd på Bispebjerg. Foto: Privat Dette billede er taget i 1950 på Bogholdervej, lige inden vi flyttede til Vestjylland. Skrivebordet, som min far selv havde tegnet og indrettet yderst fornuftigt til sit præstekontor, har jeg stadig i dag, ligesom alle tingene, der står på det. På radioen hørte jeg senere om Ungarnsoprøret mod Sovjet, inden den blev skiftet ud med en mere nutidig. Foto: Privat Når jeg vaskede op, fik jeg altid lidt ro fra mors overfusninger og kunne stå og dagdrømme. Jeg lærte at elske det i en sådan grad, at det siden gjorde mig til en populær vagabond i USA. Straks jeg kom ind i folks hjem, gik jeg altid i gang med deres ofte i dagevis ophobede opvask – særligt hos apatiske sorte og hippier. I mangen et amerikansk hjem har jeg indført den velegnede danske opvaskebørste til afløser for den upraktiske amerikanske vaskeklud. Jeg har aldrig fattet, hvorfor folk får opvaskemaskiner og derved snyder sig selv for de bedste filosofiske stunder. Foto: Privat Jeg flygtede for tidligt hjemmefra til at blive nogen frelsende engel over for min lillebror Steen, hvilket jeg fik at høre for i hans bebrejdende tale til min 60-års fødselsdag. Men ligesom han blev jeg undertrykt nok af min mor til livet igennem ubetænksomt at vælte et arrigt ”modersmål” af sårende bemærkninger i hovedet på andre. Foto: Privat Med far og mor på Storebæltsfærgen på vej på sommerferie hos mine bedsteforældre i Marbjerg. Når vi nåede den afstressende færge, begyndte mor først at slappe af og muntert selv at glæde sig. Jeg har lige siden som foredragsholder forbundet færger med frihed, rejselyst, fællesskab og vigtigst af alt de tvungne afstressende hvil, som er så vigtige for mennesker – hvorfor jeg ivrigt debatterede imod Storebæltsbroen i sin tid. Foto: Privat

Selvfølgelig har min mor indimellem leget og puslet om mig i de lange stunder, hvor min far ikke var til stede. Men jeg har tit spekuleret på, om det idylliske billede af min mor og mig i legende samspil er et, jeg selv har oplevet, eller om jeg i al dets arketypiskhed har fremmanet det, fordi det repræsenterer et dybere savn fra min egen barndom...

Hvis du allerede har adgang
BRANCHENYT
Læs også