Fortsæt til indhold

Bendtsens Bundlinje

Novo-arven er Mike Doustdars store velsignelse og store forbandelse

Da Mike Doustdar (tv.) var blevet udnævnt til topchef i Novo, publicerede han på Linkedin en længere tekst samt et billede, hvor han er i selskab med sine tre forgængere, Lars Fruergaard Jørgensen, Mads Øvlisen og Lars Rebien Sørensen. Foto: Privatfoto/Linkedin
Bendtsens Bundlinje

Dette er chefredaktørens ugentlige nyhedsbrev, hvor du hver fredag får et overblik over de vigtigste begivenheder med betydning for dansk erhvervsliv. Du kan abonnere på det her.

KÆRE LÆSER

Så er sommerferien for alvor slut, hvis den da nogensinde kom rigtig i gang.

Erhvervslivet og økonomien - og dermed Finans - har i hvert fald ikke stået stille eller sommerslumret. Børsballaden om Bavarian Nordic, handelskrig, total uklarhed om toldsatser og en ny topchef i Novo Nordisk er blot nogle af de dramaer, som har udspillet sig over de sidste par uger.

Og denne uge er ingen undtagelse.

Onsdag fratrådte Lars Fruergaard Jørgensen som topchef for Novo Nordisk, torsdag tiltrådte Mike Doustdar. Samme dag kom Mærsk med regnskab og opjusterede forventningerne til året, mens Trumps toldsatser trådte i kraft. Puha.. Hæsblæsende!

Finans giver dig naturligvis overblikket over det vigtigste:

- Novos nye topchef: »Jeg har aldrig misset et budget«

Medicinalreporter Nick Sturm med det første interview med Mike Doustdar. Læs det her.

- Analytikere jubler over Mærsk-tal – men »cocktailen af udfordringer« spøger i industrien

Iben Schmidt og Kresten Andersen skriver. Læs deres artikel her.

- Nu rammer toldsatserne: Her er, hvad vi ved.

Emma Q. Holst og Aksel Heine Mortensen skriver. Læs deres artikel her.

Nå, tilbage til Novo Nordisk.

Mike Doustdar, der torsdag tiltrådte posten som ny topchef i Novo Nordisk, delte i sidste uge et markant billede på Linkedin af sig selv og kongerækken i Novo Nordisk: Mads Øvlisen, Lars Rebien Sørensen og Lars Fruergaard Jørgensen.

Det var et tydeligt vink til virksomhedens stolte historie og hans egen imponerende karriere i virksomheden. Men også et symbol på problemerne.

Foran Mike Doustdar ligger nemlig en kæmpe opgave med at genskabe tilliden til den danske medicinalgigant, der indtil sidste år gik fra sejr til sejr, men nu står amputeret og forpjusket tilbage. Og her kan historien og arven både være en velsignelse og en forbandelse.

Krisen er nemlig reel og dyb i Novo Nordisk, og det vil være en alvorlig fejltagelse at undervurdere den.

I Weekendavisen fremførte historieprofessor Jeppe Nevers, at man i et historisk perspektiv skal slå koldt vand i blodet i forhold til aktiemarkedets voldsomme reaktioner på den nuværende situation i Novo Nordisk, ligesom analytikere også har påpeget det paradoksale i krisesnak om en virksomhed, som vokser markant og tjener mange penge.

Det er fair synspunkter.

Men de misser det væsentligste: Nemlig at Novo Nordisk har fejllæst markedet i USA helt grundlæggende, at man ikke fangede truslen fra kopiproducenter, og at man har tabt afgørende terræn i konkurrencen med Eli Lilly.

Alle disse faktorer stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved den voldsomme udbygning af kapacitet, som Novo Nordisk har sat i gang de sidste par år. Risikerer medicinalgiganten nu at stå med tomme fabrikker?

Investorernes tillid er især blevet skadet af de to nedjusteringer af forventningerne i år. En nedjustering er skidt, to er helt ødelæggende for aktiemarkedets tillid.

Så det kan godt være, at Novo Nordisk tjener penge nu. Men der er blevet slået alvorlige skår i tilliden til medicinalgigantens evne til at navigere i et nyt og omskifteligt marked for fedmemedicin og for evnen til kommerciel eksekvering.

Den tillidskrise skal Mike Doustdar arbejde hårdt for at overkomme.

Og i de bestræbelser er Novo-kulturen og historien både en forbandelse og en velsignelse.

Der er ingen tvivl om, at der er en stor styrke i den helt særlige Novo-ånd, bevidstheden om historien og formålet om at hjælpe patienter med diabetes. Om at have et formål større end at tjene penge og om at hjælpe menneskeheden.

Men det risikerer også hurtigt at blive til selvfedme og en tilbagelænet kultur, hvor man ikke evner at stille de rigtige spørgsmål eller se faresignaler. Måske netop kulturen er en del af årsagen til den nuværende krise?

For det er ikke kun en tillidskrise. Det er også en ledelseskrise, hvor ejerfonden har skabt tvivl om hele ledelsessystemet i Novo-familien med den klare indgriben i fyringen af Lars Fruergaard Jørgensen.

For hvem bestemmer egentlig i Novo Nordisk?

Skal Mike Doustdar navigere efter, hvad formand Lars Rebien Sørensen, der i foråret satte sig selv ind som observatør i bestyrelsen, og næstformand Lars Munch i Novo Nordisk Fonden mener? Eller er det snarere formand for Novo Nordisk A/S Helge Lund og næstformand Henrik Poulsen?

Det er noget værre rod og hele forløbet har skadet tilliden til Novo Nordisk.

Hvad værre er: Det kan også risikere at hæmme Mike Doustdars evne til at tage ordentligt og grundigt fat, når de gamle repræsentanter for Novo-kulturen ånder ham i nakken som ejere eller observatører.

Indtil videre taler Mike Doustdar med stor selvtillid om sin evne til at eksekvere og sælge lægemidler.

Vi må håbe, at arven og ånden kommer til at blive en velsignelse og ikke forbandelse i den kamp.

Den nye topchef for Novo Nordisk, Mike Doustdar, stillede på sin første arbejdsdag kun op til fotografering et sted, hos billedbureauet Scanpix. Et udtryk for, hvordan Novo Nordisk forsøger at styre fortællingen - også den visuelle - for den nye stærke mand i medicinalgiganten. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ugens fem vigtigste historier

1. Ekspert i hård kritik: ATP koster både danskerne og staten årlige milliardbeløb

ATP er ikke fulgt med tiden og bør nedlægges, for selskabets pensionsgarantier koster danskerne dyrt, mener pensionsekspert Jørgen Svendsen. ATP er sat i verden for at sikre en garanteret og livslang pension, fastslår ATP.

Kristoffer Brahm og Claus Iversen med historien. Læs mere her.

Jørgen Svendsen er pensionsekspert og indehaver af AFPR. Foto: Thomas Lekfeldt.

2. Historisk milepæl: På 31 dage opnår Københavns Lufthavn rekordmange passagerer

Med flere end 3,3 mio. rejsende i juli opnår Københavns Lufthavn den travleste måned i sin 100 år lange historie, skriver Peter Schollert.

Læs historien om rekorden her.

3. Danske havnevirksomheder frygter ny narkobølge

I takt med at organiserede narkosmuglere i større grad vender blikket mod Skandinavien frem for storhavne som Rotterdam, stiger bekymringen blandt danske havnevirksomheder for at komme i kartellernes søgelys.

Peter Thomsen skriver. Find historien her.

4. Dansk vindmøllekæmpe har tabt over 8 mia. kr. på fem år

For femte år i træk får Kolding-virksomheden LM Wind Power et rekordunderskud. Ejeren står klar med milliarder af kroner for at genetablere egenkapitalen.

Tobias Hansen Bødker med historien. Læs den her.

5. Kan man stadig stole på de amerikanske nøgletal?

Journalist Aksel Heine Mortensen har talt med Mikael Milhøj, chefstrateg og partner hos formueforvalteren Sterna Capital Partners, og Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, om den opsigtsvækkende fyring af statistikchefen Dr. Erika McEntarfer efter dårlige amerikanske jobtal.

Læs hele artiklen her.

Podcast - ugens udgave af Bundlinjen

Jeg har selv æren af at være vært i denne uges udgave af vores podcast Bundlinjen.

Her vender vi sommerens største begivenheder, regnskabet fra Mærsk og naturligvis Novo Nordisk.

Gæster: Shippingjournalist Kresten Andersen, virksomhedsredaktør Signe Ferslev Pedersen og erhvervskommentator og redaktør Søren Linding.

Lyt med her.

Bavarian-ballade udstiller bestyrelse

Hvad i alverden er der gået galt?

Bestyrelsen i børsnoterede Bavarian Nordic står meget forpjuskede tilbage i det igangværende overtagelsesforsøg på virksomheden. Det gør de to kapitalfonde Nordic Capital og Permira, der ikke har fået sikret sig ATPs opbakning, også.

Lone Andersen har fulgt sagen sommeren over på Finans. Læs blandt andet med her.

Bavarian Nordics formand, Luc Debruyne, får mere end svært ved at fortsætte, hvis det igangværende overtagelsesforsøg med bestyrelsens fulde opbakning mislykkes, mener erhvervskommentator Søren Linding.

Læs hans kommentar her.

Ugens anbefaling - kom til modeuge med Finans

Er modeugen noget for os på Finans?

Ja, helt klart. Som virksomhedernes erhvervsmedie dækker vi naturligvis den danske beklædningsindustri, der årligt omsætter for små 60 milliarder kroner.

Derfor har vi sendt journalist Jesper Olesen og fotograf Thomas Lekfeldt til modeugen. Læs blandt andet deres reportage fra åbningsshowet ved modeugen fra det lille, feterede danske modemærke OpéraSPORT i Frederiksberg Svømmehal.

Nye tal viser samtidig, at eksporten af dansk tøj vokser igen – især til mindre markeder.

Jesper Olesen er dykket ned i nye analyser fra Dansk Mode & Textil samt fra erhvervsøkonom Morten Laugesen fra Sydbank.

Læs med her.

OpéraSPORT stiftere Awa Malina Stelter og Stephanie Gundelach ved show i Frederiksberg Svømmehal. Foto: Thomas Lekfeldt

Seneste nyt fra hvidvasksagen

Hvidvasksagen i Danske Bank fortsætter med at få konsekvenser.

I sidste uge blev en tidligere tysk toppolitiker, Eduard Lintner, dømt for bestikkelse, fordi han modtog store beløb gennem bankens konti i den problemramte estiske filial.

Det er markant og symboliserer alt, hvad der var galt i Danske Bank.

Sammen med mine to gode kolleger Eva Jung og Michael Lund afslørede vi i 2017, hvordan regimet i Aserbajdsjan gennem lyssky konti i Danske Banks estiske filial sendte millioner videre til blandt andet tyske toppolitikere.

Et af de mest tydelige eksempler på konsekvenserne af kollapset af storbankens hvidvaskkontrol. Fordi Danske Bank ikke havde styr på sine kunder og sin kontrol kunne regimet i Aserbajdsjan korrumpere europæisk politik via en dansk bank.

Afsløringerne af de beskidte pengestrømme fra Aserbajdsjan var en af de udløsende faktorer bag de undersøgelser som både Danske Bank og myndighederne satte i gang i 2017, og som endte med at koste topledelsen jobbet og banken milliarder i bøder.

Michael Lund og Eva Jung har skrevet om dommen over Eduard Lintner i Berlingske. Læs deres artikel her.

Fik du læst? Skæbnetime for TDC

TDC står foran et salg til kapitalfonden Macquarie efter en stribe år med milliardunderskud, og nu spekuleres der i fremtiden for den tidligere telegigant, der i dag er en skygge af tidligere tiders storhed.

I en serie i fem kapitler hen over sommeren har graverchef Jesper Høberg og undersøgende journalist Tobias Hansen Bødker rullet historien om TDC op. Det er værd at læse.

Find alle kapitlerne her.

Meloni genopliver mytisk broprojekt

Den italienske premierminister Giorgia Meloni har genoplivet et efterhånden næsten mytisk italiensk broprojekt.

I årtier har italienske politikere drømt om at bygge en bro over Messina-strædet og forbinde Sicilien med resten af Italien. Men hver gang har planerne om en bro over det ikoniske stræde lidt skibbrud.

Nu vil Meloni bygge broen til en forventet pris på 13 milliarder euro (97 milliarder kroner) og argumenterer for, at udgiften er en del af det øgede italienske bidrag til forsvar og national sikkerhed.

Financial Times skriver om planerne. Læs mere her.

Banker udfordrer 228 års realkredit

Hos vores kolleger på Børsen har journalist David Bentow skrevet en interessant artikel om bankernes tilbud om bankboliglån, og hvordan det udfordrer det unikke danske realkreditsystem.

Læs artiklen her.

Ugens citat

»Vi ryster ikke på hånden, bare fordi aktiemarkedet reagerer.«

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel om krisen i Novo Nordisk får betydning for medicinalgigantens kæmpe investeringer i Odense.

Anne Sofie Thrane skriver. Læs historien hos Finans her.

Tak for at læse med! God fredag og god weekend.

bh

Simon Bendtsen