Bendtsens Bundlinje
Der er vilde erhvervsdramaer - og så er der dramaet om Novo Nordisk
KÆRE LÆSER
Vi vidste allerede ved indgangen til 2025, at Novo Nordisk - uden sammenligning - ville blive årets største erhvervshistorie.
Men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, hvordan dramaet om landets mest betydningsfulde virksomhed ville udvikle sig.
Lad os lige tage det i kort form:
- Januar: Novo Nordisk starter 2025 presset efter skuffende forsøgsresultater og intens konkurrence i USA.
- Februar: Stærkt årsregnskab for 2024 fremlægges med en prognose for 2025 om solid vækst trods udfordringer i USA.
- Marts: Bestyrelsesformand Helge Lund taler om behov for bedre »kommerciel eksekvering« på årets generalforsamling.
- April: Kommerciel direktør Camilla Sylvest fratræder.
- Maj: Novo Nordisk nedjusterer sin resultatprognose i årets første kvartalsregnskab.
- Maj: Topchef Lars Fruergard Jørgensen bliver fyret efter ønske fra den kontrollerende ejerfond med Lars Rebien Sørensen for bordenden.
- Juli: Mike Doustdar annonceres som ny adm. direktør. Novo Nordisk foretager årets anden nedjustering af resultatprognosen, der udløser et meget stort fald i aktiekursen.
- September: Novo Nordisk varsler massefyring. Engangsomkostninger medfører årets tredje nedjustering.
- Oktober: Nærmest hele bestyrelsen trækker sig, og Lars Rebien Sørensen sætter sig tungt på magten.
- November: Lars Rebien ventes at blive valgt som formand for Novo Nordisk ved en ekstraordinær generalforsamling.
Hæsblæsende!
Der er ikke noget at sige til, at medarbejdere, medier og investorer er rundtossede. Hvad mon der sker resten af året?
Det meste er allerede sagt og skrevet om Lars Rebiens magtdemonstration og totale ligegyldighed over for god selskabsledelse, armslængde og andre fine principper. Alt det er rigtigt. Processen har været kluntet, ekstremt uelegant og slår skår i tilliden til Novo Nordisk og tegner et billede af en magtfuldkommen Lars Rebien.
Men den kætterske tanke er naturligvis om den gamle topchef har ret? Om det er Lars Rebien, der sidder med svaret på problemerne i Novo Nordisk og derfor gør det eneste rigtige af hensyn til virksomheden og medarbejderne?
Svaret på det får vi formentlig først om lang tid. Men man kan uden problemer stilfærdigt konstatere, at Lars Rebien har stillet sig helt derud, hvor han står med det ultimative ansvar for både succes og fiasko.
Rent kommunikativt er både Lars Rebien og Novo Nordisk faktisk lykkedes med at slå fast, at Novo Nordisk befinder sig i en »ekstraordinær situation«, som man må forstå har krævet ekstraordinær handling.
Det slog han fast i interview hos både Finans, Børsen og Berlingske.
Alle tre interview er værd at læse og giver et godt indblik i tankegangen og perspektiverne fra den stærke mand i Novo Nordisk.
I de forskellige interview får Rebien også sendt en stribe giftpile mod både den tidligere ledelse, bestyrelse og alle mulige andre, der har fejlet i og omkring Novo Nordisk.
Det har Lone Andersen og Nick Sturm skrevet en indsigtsfuld analyse om. Læs analysen her.
Det er også værd at læse de forskellige kommentatorers udlægning af denne uges drama.
Tre selvmodsigelser fra Lars Rebien står tilbage, skriver erhvervskommentator Jesper Kongskov i Børsen.
Ja, Lars Rebien, det er en fiasko – du har kastet Novo Nordisk ud i en tredobbelt krise, skriver erhvervskommentator Thomas Bernt Henriksen i Berlingske.
En urørlig Rebien i spidsen for ny bestyrelse gør Novo sårbar, skriver erhvervskommentator Søren Linding her på Finans.
Følg med på Finans for de næste kapitler i Novo-dramaet.
Ugens fem vigtigste historier
1. Skruer op for tempoet: DSV’s arbejde med kæmpeopkøb går hurtigere end ventet
Danske DSV har torsdag leveret et årsregnskab. Selskabet fremrykker integrationen af tyske Schenker, men skuffer på en række regnskabstal for kvartalet.
Kresten Andersen giver dig overblikket. Læs her.
2. Analyse: USA førte kniven bag klimaslagtning i London
Efter sammenbruddet i London for en klimaaftale i FN’s shippingorgan IMO har amerikanerne fået bekræftet, at de har et effektivt våben til at forpurre det kommende Cop30-klimatopmøde.
Jakob Martini og Kresten Andersen med analyse. Læs den her.
3. Wall Street svømmer i lånte penge: Vækker mindelser om årene inden IT-boblen og finanskrisen
Amerikanske investorer har lånt sig tungt ind i aktiemarkedet som aldrig før. Den såkaldte ”margin debt” har rundet 1.100 mia. dollars, og økonomer advarer, at det indikerer massiv spekulation, og kursfald kan udløse en sneboldeffekt.
Daniel Skinbjerg skriver. Læs hans historie her.
4. Kasi-krigen: Politiet stopper efterforskning af Pandora
National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i måneder efterforsket en mulig bedragerisag mod smykkekoncernen Pandora i forbindelse med Kasi-sagen, der udspringer af en tvist om en earn-out-betaling for mere end 10 år siden.
Kasi-familien med Jesper ”Kasi” Nielsen i spidsen meldte Pandora og en række personer til politiet i 2023, men først i 2024 valgte NSK at gå ind i sagen. Onsdag meddelte NSK imidlertid Pandora, at den særlige enhed har besluttet at indstille efterforskningen.
Jesper Høberg og Mick Kristensen skriver. Læs deres historie her.
5. Falck varsler fyringsrunde
Der skal være færre ansatte på Falcks kontorer, melder selskabet, i jagten på en mere effektiv organisation. De mere konkrete nedskæringer bliver fastlagt inden jul.
Podcast
Kredittab blandt amerikanske lokalbanker og konkurser i bilindustrien skabte for nylig panikstemning hos investorerne, men hvorfor? Og hvad er det, de frygter? Lyt med i denne uges udgave af Finans-podcasten »Det der tæller«
Gæst: Michael Milhøj, chefstrateg hos Sterna Capital
Vært: Heidi Birgitte Nielsen, økonomiredaktør på Finans.
Podcastredaktør: Kasper Søegaard
Ugens nedtur - kæmpe sejr til bureaukraterne
Diagnosen var ellers klar for et år siden:
Europa sakker afgørende bagud i den globale konkurrence mellem USA og Kina. Og en af årsagerne er, at europæiske virksomheder kvæles i overregulering og byrder.
Men mere end et år efter den såkaldte Draghi-rapports lammende diagnose af den haltende europæiske konkurrenceevne, så står vi her: Med præcis ingenting.
Onsdag forkastede Europa-Parlamentet højst overraskende et forslag til en forenkling af EU’s bæredygtighedsregler.
Og det sætter kampen for et langt mere konkurrencedygtigt og økonomisk stærkt Europa klart tilbage. Bureaukraterne og papirnusserne har vundet, mens alle vi andre har tabt.
Hvis politikerne i Europa-Parlamentet virkelig ønsker at gøre Europa til et levende industrimuseum, så er de godt på vej. Deprimerende.
Det er værd at læse Finans-reporter Emma Qvirin Holsts analyse af sammenbruddet:
»Der er mere på spil end blot tre ugers forsinkelse af et forhandlingsmandat. Et dybt splittet Europa-Parlament er kilde til stor frustration i erhvervslivet, og det udfordrer regeringens store ambition for sit EU-formandskab,« skriver hun blandt andet.
Årets ejerleder
De er rygraden i dansk erhvervsliv og afgørende for vores vækst og værdiskabelse.
Den kommende tid sætter Finans fokus på en gruppe virksomheder, der sjældent fylder i medierne: De ejerledede virksomheder.
7 ud af 10 danske virksomheder, i alt 43.000, er ejerledede. Det er både små, mellemstore og større virksomheder, men helt generelt er det den lidt oversete underskov af ambitiøse og veldrevne virksomheder, der holder Danmark i gang.
Derfor er vi på Finans stolte mediepartnere på kåringen Årets Ejerleder, som PwC Danmark står bag sammen med Nykredit ErhvervsBank og Dansk Erhverv.
Årets Ejerleder 2025 vælges blandt over 9.000 ejerledede virksomheder i Danmark. 140 ejerledere er nomineret af PwC og Nykredits eksperter. Nu udvælges en vinder i hver af de syv regioner og blandt dem en samlet landsvinder. Årets tema er »Ejerledernes konkurrencekraft«.
Jesper Olesen står bag journalistikken om Årets Ejerleder, som du kommer til at møde masser af på Finans den kommende tid.
Start med at læse hans artikel om, at flere danske ejerledere ruster deres virksomheder til salg. Den kan du finde her.
Ugens citat
»Det eneste, der adskiller os fra vores konkurrenter, er ledelsen«
DSV-topchef Jens Lund, der har været under voldsom beskydning i år for sin ledelsesstil, på et mediekald torsdag.
Tak for at læse med! God fredag og god weekend.
bh
Simon Bendtsen

