Bendtsens Bundlinje
Regnskab fra sønderjysk industrikæmpe afslører noget ildevarslende
KÆRE LÆSER
Tidligere på ugen offentliggjorde industrivirksomheden Linak regnskab.
Normalt en meget lidt ophidsende begivenhed for det veldrevne sønderjyske selskab, der er ledet og ejet af milliardæren Bent Jensen.
Regnskabet var på mange parametre fint. En omsætning på 4,2 mia. kr. og et overskud på driften på 382 mio. kr. Det er nok noget, som mange andre ville være tilfredse med.
Men der er tilbagegang på næsten alle poster hos Linak, der producerer elektriske aktuatorløsninger og har hovedsæde i Guderup på Als.
»Vi kæmper. For vi er ikke glade for situationen og vil tilbage til højere tal,« siger Bent Jensen til journalist Peter Schollert fra Finans, der talte med ham i forbindelse med regnskabet.
Det interessante her for alle os andre og dansk erhvervsliv er især årsagen, nemlig et svigtende salg i Tyskland. I regnskabsåret 2024-25 gik Linak 8,7 pct. tilbage til 735 mio. kr. i omsætning på det vigtige tyske marked.
»Tyskland er i recession, og de fleste danske virksomheder har ikke samme handel med landet som førhen,« konstaterer Bent Jensen i interviewet og tilføjer:
»Tyskerne har lukket kassen i, og vi kan ikke tvinge dem til at købe mere, når de er så hårdt pressede. Blandt andet har vi en kunde inden for segmentet kontormøbler, som for øjeblikket forsøger at undgå en konkurs.«
Tyskland er Danmarks næststørste eksportmarked efter USA og afgørende for sundhedstilstanden i dansk erhvervsliv. Det er ikke nyt, at tysk økonomi er gået i stå, men tilbagegangen hos Linak er ikke desto mindre ildevarslende og en advarsel til dansk erhvervsliv.
Derfor har vi også sat fokus på tysk økonomi i denne uge på Finans:
- Danske virksomheder må være tålmodige og omstille sig, lyder det samstemmende fra Dansk-Tysk Handelskammer, Dansk Industri og SMVdanmark. Peter Schollert skriver. Læs hans artikel her.
- Tysklands økonomi er gået i stå, og industriproduktionen er på sit laveste niveau længe. Samtidig bliver landet, som flest danske virksomheder eksporterer til, ved med at bløde konkurser. Aksel Heine Mortensen skriver. Læs hans artikel her.
- Ruslands invasion af Ukraine var også med til at sætte gang i de store økonomiske udfordringer for Danmarks afgørende forretningspartner Tyskland. Men Erik Boyter, topchef i WindowMaster, er optimist og kalder Tyskland en »god, gammel dieselmotor«. Emma Qvirin Holst og Aksel Heine Mortensen skriver. Læs deres artikel her.
- Trods store varsler om, at Tyskland vil påvirke dansk økonomi, går det strygende herhjemme. Tre førende danske økonomer kommer med deres bud på hvorfor, og svaret dækker over alt fra Novo, Sydeuropa og en faktor, der ofte bliver glemt i farten. Aksel Heine Mortensen skriver. Læs mere her.
Ugens fem vigtigste historier
1. Ny Novo Nordisk-nedtur
Mandag blev Novo Nordisk-aktien sendt ud i en ny nedtur efter skuffende data for forsøg med at bruge semaglutid i behandlingen af Alzheimers.
Resultaterne var ellers forudset med spænding, fordi de kunne udvide Novo Nordisks forretningsmuligheder til helt nye sygdomsområder. Samtidig kunne det blive et gennembrud for behandlingen af Alzheimers.
Alzheimers-skuffelsen dæmper analytikernes tro på et Novo-comeback og sætter fuld spot på selskabets kommende vækstproblemer, skriver Nick Sturm og Lone Andersen.
2. Lundbeck giver op i budkrig
Onsdag aften trak den danske medicinalkoncern Lundbeck sig officielt fra en højdramatisk budkrig om irske Avadel.
Anna Sofie Laue opruller dramaet. Læs hendes artikel her.
Lundbecks nederlag i kampen om Avadel kommer kort efter, at Novo Nordisk tabte en budkrig om Metsera. Er det desperat overmod fra de to danske farmakæmper, spørger erhvervskommentator Søren Linding.
3. Klimaflop bekymrer danske elitevirksomheder
En lang række danske virksomheder som Novo Nordisk, DSV og Bestseller fastholder deres fokus på bæredygtighed efter COP30 i Brasilien, som mest af alt endte med en skuffelse for den grønne omstilling.
Sille Wulff Mortensen og Kresten Andersen har samlet reaktioner fra dansk erhvervsliv ovenpå COP30. Læs deres artikel her.
Klimaredaktør Jakob Martini deltog i klimatopmødet for Finans. Læs her om de fem vigtigste ting, han tog med hjem.
4. Forsikringsselskaber passer mere på i USA
De store danske forsikringsselskaber er blevet langt mere tilbageholdende med at tage store risici i eksempelvis USA, hvis virksomhederne ikke har deres hovedaktivitet på forsikringsselskabernes hjemmemarkeder.
På Alm. Brand Groups kapitalmarkedsdag kom det frem, at koncernen vil nedbringe risikoeksponeringen på en række geografiske destinationer uden for Danmark.
»Hvis du får en skade i en lagerhal i USA, vil du straks opleve, at alle amerikanske advokater står klar til at gøre forretninger. Det er for kompliceret og for langt fra det, vi vil, nemlig at forsikre danske privatkunder og virksomheder,« siger adm. direktør Rasmus Werner Nielsen, Alm. Brand Group.
Lene Andersen skriver om tendensen. Læs artiklen her.
5. Totalkredit tager stadig flere markedsandele
Danske Bank og Nordea taber samlet set terræn på det lukrative marked for realkreditudlån til boliger, hvor ikke mindst Totalkredit, men også Jyske Realkredit går frem.
Kristoffer Brahm, Cecilie Als Bryder og Claus Iversen med historien.
Ugens podcast - Bestyrelsestoppen
Hvordan går du fra rollen som topchef til posten som bestyrelsesleder? Og hvordan finder du vej til de største poster i bestyrelsesverdenen?
Det fortæller Jørgen Jensen, en af de mest indflydelsesrige bestyrelsesledere herhjemme, om i det nyeste afsnit af Finans-podcasten Bestyrelsestoppen.
Efter en årrække som topchef – først i Nilfisk og siden i Widex – begyndte lysten til en bestyrelseskarriere for alvor at melde sig hos Jørgen Jensen.
»Jeg ville gerne prøve noget nyt. Det er nogle helt andre problemstillinger, man møder i en bestyrelse, og det er ekstremt udfordrende,« siger han.
I dag er Jørgen Jensen bestyrelsesleder i Ambu, Velux, 3Shape, Micro Matic og Weibel Scientific.
Men vejen dertil er bestemt ikke ligetil.
»Posterne er ikke faldet ned fra himlen. Der er ingen af de bestyrelser, jeg sidder i, hvor jeg ikke har været igennem en proces, der har fungeret som en tovejs-screening. Her kigger man som kandidat på virksomheden, og virksomheden kigger på én,« siger han.
Lyt til Bestyrelsestoppen hos Finans, eller hvor du nu ellers finder dine podcasts.
Gæst: Jørgen Jensen
Vært: Søren Linding, erhvervskommentator og debatredaktør på Finans.
Podcastredaktør: Kasper Søegaard.
Ugens årsmøde
Torsdag holdt brancheforeningen Forsikring & Pensions sit årsmøde. Temaet var tryghed. Måske lidt kedeligt, men til gengæld virkelig on brand for forsikrings- og pensionsselskaberne.
Finansredaktør Claus Iversen og finansjournalist Lene Andersen var sammen med fotograf Thomas Lekfeldt til stede. Læs deres reportage fra begivenheden.
Vi optog også en live-udgave af vores flagskibs-podcast Bundlinjen til årsmødet.
Her spurgte podcastvært Rasmus Bendtsen to af pensionsbranchens tungeste navne, Ole Krogh Petersen fra PFA og Kent Damsgaard fra Forsikring & Pension, om pensionssystemet egentlig er klar til en fremtid, hvor vi både lever og arbejder længere?
Ugens undren
Hvad foregår der med Mærsk-aktien?
I længere tid har der været spekuleret i, om Mærsk er på vej mod en afnotering, blandt andet på grund af et omfattende aktietilbagekøb.
En lang række hedgefonde har tilsyneladende forregnet sig og risikerer nu et hidtil uset milliardtab på at spekulere mod Mærsk-aktien, skrev Berlingskes Lasse Friis i denne uge. Læs historien her.
Ugens anbefaling - Novo Nordisk køber op
Det er ikke kun omsætningen og medarbejderantallet, der er vokset vildt i Novo Nordisk de seneste år.
Virksomhedens danske ejendomsportefølje er også blevet meget større fra 2021 og frem til nu. Det viser en kortlægning, som Finans har lavet på baggrund af data fra erhvervsdatabasen BIQ.
De seneste fem år har Novo Nordisk A/S lavet over 30 ejendomskøb i Danmark for et samlet beløb på lidt over 1 mia. kr. Det er særligt i årene 2023, 2024 og 2025, at ejendomshandlerne har taget fart.
Det er naturligvis særligt til produktion og udvidelse af kapaciteten, at Novo Nordisk har købt massivt op af ejendomme og landbrugsjord. Men det er også blevet til ejendomskøb, der ikke har med produktion af Wegovy eller Ozempic at gøre.
Som købet af en grund i Kalundborg i 2023, hvor et bilhus havde haft hjemme. Huset skulle bruges til mødefaciliteter for Novo.
Senest har Novo Nordisk i midten af september overtaget Strandhotel Røsnæs, som i 2021 blev kåret til Danmarks bedste badehotel.
De mange ejendomskøb gør nu, at Novo Nordisk er blandt de største jordbesiddere blandt de 300 selskaber i Danmark, der har de største ejendomsværdier. Det viser databasen ”Hvem ejer Danmark”, som er udarbejdet af Gravercentret.
Mick Kristensen med historien. Læs den her.
Ugens citat
»Ja, det er en fordel for klimaet, hvis de fattige ikke har råd til at forurene – men så må man sige det ærligt i stedet for at pakke det ind i ævl og bævl om masseforbrug og bæredygtighed.«
Erhvervsredaktør Tor Illum Johannesson i leder i Jyllands-Posten om, hvordan han lærte at elske Black Friday.
Tak for at læse med! God fredag og god weekend.
bh
Simon Bendtsen

