Fortsæt til indhold

Bendtsens Bundlinje

Fra scenen i Skuespilhuset sammenlignede Bødskov Danske Bank med Don Juan og uddelte overraskende ros

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) holdt mandag tale til Finans Danmarks Årsmøde 2025 og havde overraskende ros med. Foto: Thomas Lekfeldt.
Bendtsens Bundlinje

KÆRE LÆSER

Der er mange traditioner, når landets tungeste folk i den finansielle sektor samles i starten af december.

Årsmødet i bankernes interesseorganisation Finans Danmark er en - bevidst eller ubevidst - nøje koreograferet begivenhed med faste roller, selvom navnene kan skifte fra år til år:

  • 80 procent af deltagerne er mænd i jakkesæt
  • Finans Danmark udarbejder nogle analyser, som fortæller om hvor vigtige bankerne er og placerer dem på forhånd i udvalgte medier, som læses af bankdirektører og politikere.
  • Nationalbankdirektøren, i år Christian Kettel Thomsen, kommer og takker for et godt samarbejde i en sjældent ophidsende tale.
  • Direktøren for Finans Danmark, i år Lars Gert Lose, holder tale om hvor vigtige og gode bankerne er.
  • Erhvervsministeren, i år Morten Bødskov (S), kommer med en opsang til den finansielle sektor.

Hvis man er til trygge og forudsigelige rammer med flot udsigt, årsmødet bliver holdt i Skuespilhuset, så er det en god begivenhed.

Jeg var der selv, da årsmødet blev afholdt i mandags, den 1. december, og jeg kan bekræfte, at alle ovennævnte ting skete igen i år.

Men så skete der noget overraskende og højst symbolsk.

Morten Bødskov indtog talerstolen, og vi forventede alle i salen, at han - som traditionen foreskriver - ville bruge lejligheden til at skælde ud på bankerne for manglende konkurrence.

Det gjorde han også, men han startede et helt andet sted: Nemlig med Don Juan, som netop nu opføres i Skuespilhuset i en iscenesættelse af Nanna Balslev og med Morten Hee Andersen som Don Juan.

»Det er fortællingen om manden, der jagter lysten og kvinderne. Som lever et liv på flugt fra ansvar og konsekvenser af elskoven. Men til sidst indser Don Juan, at ansvaret altid indhenter én. Uanset hvor meget charme man har. Det er moralen,« indledte Morten Bødskov sin tale og fortsatte:

»Vi har et ansvar. Det forpligter. Hvis man ikke tager det, indhenter det én. Derfor vil jeg i dag gerne rose en af de tilstedeværende banker: Danske Bank. Som Don Juan - og flere her i salen - har I mærket hvor hårde konsekvenserne kan være, hvis ansvaret svigter og overblikket glipper i iveren efter nye græsgange. Men I har også taget ansvar,« roste Bødskov.

Hvad var lige det?

En socialdemokratisk erhvervsminister, der helt uopfordret roste landets største - og mest udskældte - bank, der i årevis har kæmpet med at komme ud af skyggen fra hvidvaskskandalen, fra gældsskandalen, fra Flexinvest Fri-sagen og fra uro i ledelsen.

Bødskov remsede op:

  • Danske Bank har hjulpet Hus Forbi-sælgerne
  • Givet mennesker på kanten af samfundet adgang til bank og værdighed
  • Har taget ansvar for Ukraines fremtid. Bidraget til, at hundredetusindvis af ukrainere nu har udsigt til sikker grøn strøm fra Vestas-vindmøller produceret i Ringkøbing
  • Har overtaget ansvaret fra EIFO for Dansk Vækstkapitals samlede portefølje på mere end 9 mia. kr.
  • Og banken er på vej med Vækstkapital IV med risikovillig kapital til bl.a. iværksættere
Det var sjovt for Danske Bank-topchef Carsten Egeriis at være til årsmøde i Finans Danmark i mandags. Foto: Thomas Lekfeldt.

På første række sad en storsmilende Danske Bank-direktør Carsten Egeriis, og Morten Bødskov var efter talen henne og give bankdirektøren et anerkendende håndtryk.

Bagefter fulgte en opsang fra ministeren til de andre bankdirektører:

»Der er brug for, at flere her i salen tager netop dét ansvar. For det er alvor nu,« sagde Morten Bødskov fra talerstolen med henvisning til blandt andet krigen i Ukraine.

Det var en markant og stærkt symbolsk gestus over for Danske Bank.

I årevis har storbanken været sat i skammekrogen martret af diverse skandaler, men har siden Carsten Egeriis blev topchef i 2021 langsomt men sikkert bevæget sig fremad.

At Morten Bødskov fra scenen i Skuespilhuset på den måde rehabiliterer Danske Bank er en afgørende milepæl i storbankens bestræbelser på at bevæge sig ud af fortidens dunkle skygger.

For første gang i et årti har Danske Bank noget, der ligner en licence to operate.

Det er sådan tillid fungerer. Den genopstår ikke, fordi banken siger, den har forbedret sig, men fordi omverdenen begynder at spejle det tilbage til banken. Tillid kan kun genopbygges, aldrig købes.

Derfor er erhvervslederes vigtigste valuta det, man gør, når ingen kigger, ikke det, man siger. Danske Banks arbejde ud af krisen viser også, at samfundsansvar er et konkurrenceparameter.

På den måde handler det ikke kun om Danske Bank. Det handler også om et erhvervsliv og en politisk kultur, der belønner dem, der tager ansvaret på sig.

»Det er slet, slet ikke dårligt, Carsten,« som Bødskov sagde fra talerstolen.

Ugens fem vigtigste historier

1. Et paradigmeskifte i debatten om atomkraft

Søndag aften blev en ny alliance for atomkraft lanceret i en artikel i Børsen.

Kernekraftsalliancen, som den hedder, har ud over DI opbakning fra bl.a. Dansk Metal, Ingeniørforeningen IDA, Landbrug & Fødevarer og Novo Nordisk Fonden.

Det er interessant og opsigtsvækkende, og derfor har vi selvfølgelig kastet os ind i sagen på Finans. Vi har blandt andet talt med Emil Drevsfeldt Nielsen fra Dansk Metal, der er en af drivkræfterne bag alliancen.

Vi har også talt med klimaminister Lars Aagaard (M), der opfordrer til »at få pulsen lidt ned«, og med Troels Blicher Danielsen fra erhvervsorganisationen Tekniq, som kommer med en kras kritik af alliancen.

Klimaredaktør Jakob Martini skriver også om debatten i sit ugentlige - og stærkt læseværdige - nyhedsbrev fra Finans.

2. Folk gider ikke være chefer længere

Kun 6 pct. af dem, der ikke er ledere i dag, drømmer om at blive det, viser en ny analyse. Færre ser deres karriere som en stige, de skal kravle opad, lyder det fra fagforeninger.

Er det her måske den største ledelseskrise, som vi står i?

Sille Wulff Mortensen undersøger sagen. Læs med her.

3. Tysk minister er klar med 10 mia. kr. til danske brintfabrikker

Det danske brintrør er kommet et stort skridt nærmere, efter at den tyske regering har afsat 10 mia. kr. til at støtte danske producenter af det grønne brændstof, skriver Jakob Martini.

Læs mere her.

4. Vild flugt fra kriseramt børsselskabs bestyrelse

På bare et år har otte personer forladt bestyrelsen i det stormombruste børsselskab Shape Robotics. Nu er der kun ét medlem tilbage.

Jesper Høberg, William Springer og Tobias Hansen Bødker er førende i dækningen af den spektakulære skandale om Shape Robotics.

Læs med her.

5. Kamp om at blive AL Sydbanks datacentral kan give ridser i lakken

Det er en delikat manøvre, hvor der er følelser på spil, som udspiller sig i kampen om at få lov til at blive it-leverandør til den kommende AL Sydbank. En bankekspert advarer bankerne i BEC mod at blive for afhængige af Nykredit.

Claus Iversen og Cecilie Als Bryder skriver.

Læs artiklen her.

Ugens podcast - Topchefernes Playliste

ISS-topchef Kasper Fangel, der står i spidsen for 325.000 medarbejdere på verdensplan, finder inspiration til sin ledelsesfilosofi hos en måske uventet kilde - nemlig den nordjyske sanger og satiriker Niels Hausgaard.

For sangen ”Blomsten er rød” minder ham om, hvad der går tabt, når alle skal være ens.

Det uddyber han i denne episode af Topchefernes Playliste, hvor nogle af Danmarks mest markante erhvervsledere deler deres syn på lederskab gennem musikken.

»Det er et rigtig godt nummer, som siger noget om, hvordan mange tænker i vores samfund - nemlig at der kun findes én rigtig vej i forhold til uddannelse, karriere og måske endda livet. Det synes jeg er et problem. Det smadrer kreativitet og entusiasme,« fortæller Kasper Fangel i podcasten om Niels Hausgaard-nummeret.

For det rummer meget læring i forhold til ledelsesfilosofi, mener han.

»Vi skal som ledere skabe et rum, hvor vores ansatte tør fortælle om deres drømme og deres passion. Og her er det vigtigt, at vi som chefer tør lytte uden at være fordomsfulde. Det forklarer det her nummer på en god måde,« siger Kasper Fangel.

Topchefernes Playliste er en ny podcastserie fra Finans.

Bag podcasten står Mette Højen Wiik, der er ledelsesrådgiver og foredragsholder.

Find podcasten hos Finans, eller hvor du nu ellers finder dine podcasts.

Velkommen til Niels Lunde

En af landets mest markante stemmer i erhvervsjournalistikken rykker nu til Finans:

Niels Lunde er ny erhvervskommentator på Finans.

Niels Lunde har med sin pen en unik evne til at skabe klarhed i og analysere den stigende kompleksitet, som landets virksomheder står overfor. Han kombinerer nysgerrighed over for bl.a. strategi, ledelse og kunstig intelligens med dyb indsigt i hvordan dansk erhvervsliv fungerer i praksis.

Den indsigt kommer fremover abonnenterne på Finans til gode.

Niels Lunde indtræder i sin nye rolle som kommentator på lige fod med Finans’ nuværende erhvervskommentator og debatredaktør, Søren Linding, en anden af erhvervspressens stærkeste, mest vidende og respekterede analytikere.

Med Niels Lunde og Søren Linding får Finans uden sammenligning det stærkeste makkerpar i landet, når det gælder om at analysere, forstå og udlægge virksomhedernes position, handlemuligheder og strategiske valg i en stadig mere geopolitisk usikker verden.

Derfor er styrkelsen af vores stab af kommentatorer en vigtig milepæl i vores ambition om at være virksomhedernes foretrukne erhvervsmedie og levere indsigtsfuld og værdiskabende journalistik.

Niels Lunde tiltræder på Finans 1. februar 2026.

Foto: Thomas Lekfeldt

Ugens citat

»Undskyld, at vores kædekebab på 5 år har skabt over 50 arbejdspladser til unge mennesker som dig og tilflyttere fra Portugal, Nepal og Ukraine.«

Der udspiller sig en bizar debat i Politiken, hvor en kebabkæde kritiseres for at åbne kebabsteder på Nørrebro, hvor der åbenbart gælder særlige regler for hvem og hvordan man må servere kebab.

Man tror næsten, at det er satire. Men den er god nok.

Så tusind tak til Killer Kebab for at skabe vækst og arbejdspladser og ikke lytte for meget til bagstræberiske og fordomsfulde læserbrevsskribenter. Byen ville være så meget kedeligere uden entreprenante iværksættere, der åbner nye forretninger og spisesteder.

Ps. Bare for at deklarere min inhabilitet: Jeg kan personligt godt lide Killer Kebab 🌯 og har det sværere med selvhøjtidelige og selvretfærdige læserbreve.

Tak for at læse med! God fredag og god weekend.

bh

Simon Bendtsen