Finans Tech

KÆRE LÆSER

Jeg er nok i kategorien tekno-optimist. Altså en, der tror på, at vi kan løse mange problemer med ny, smart teknologi. Jeg er dog ikke så meget en grøn tekno-optimist, for i den kategori bliver mantraet hurtigt noget i retning af, at vi bare skal fyre løs, for vi udvikler bare en smart carbon-capture-teknologi og trækker CO2 ud af luften i stor skala. På et tidspunkt.

Men hver gang jeg hører noget om fusionsenergi, bliver jeg alligevel lidt grøn optimist. For det lyder så besnærende, at vi om måske 20 eller 30 år vil kunne bygge kraftværker, der bare sprøjter CO2-neutral energi ud i elnettet. Med brændstof, du kan hive ud af havvand, og uden problemer med stråling eller fare for nedsmeltning, som klassiske atomkraftværker skal forholde sig til.

Jeg var til konference om fusionsenergi i tirsdags med IDA Energy som vært og gik derfra fyldt med nørd-vitaminer.

Fusionsenergi er nemlig også bare fascinerende i sig selv. At efterligne solens strålende bål af helium, der fusionerer, kræver det ypperste af menneskets opfindsomhed og vedholdenhed. Inde i selve reaktoren, hvor helium skal flyve rundt i plasmaform, skal temperaturen op på 100 mio. grader. Ikke ret mange centimeter derfra, lige uden for reaktorkernen, løber der bånd af ekstremt kraftige magneter, som styrer plasmaen, så den ikke rammer væggene i fusionskammeret. Magneterne skal køles ned til minus 200 grader for at virke. Og det er bare en af mange, mange ret store udfordringer for ingeniørerne.

Men én for én bliver listen over uoverstigelige benspænd mindre. Og nu begynder branchen ikke bare at snakke om den rette teknologiske vej og ingeniørkunst, men også om regulering og bemanding. Hvis vi faktisk får brugbare fusionskraftværker om tyve år, som branchens egne prognoser nu lyder, vil der være brug for at uddanne store mængder fusions-kyndige unge mennesker, der vil kunne gå ind og styre sådan et apparat, som er langt mere komplekst end et almindeligt atomkraftværk.

20.000 fusionskraftværker vil kunne levere 20 pct. af verdens elforbrug – men det vil også kræve mange millioner eksperter til at drive de mange kraftværker, forklarede Raymond Munk fra F4E, en støtteorganisation til det enorme ITER-projekt.

ITER er et samarbejde mellem Europa, USA, Rusland, Kina og en stribe andre lande, som har kørt i årtier med et fælles mål om at udvikle fusionskraft. Gennem 15 år har ITER-projektet arbejdet på at bygge verdens klart største fusionsreaktor, og det er hverken nemt eller billigt.

Danmark har både forskning og industri inden for fusionsenergi. Her er det Stefan Kragh Nielsen, professor på DTU, der viser en forsøgsreaktor frem. Arkivfoto: Carsten Snejbjerg

Og der er i øvrigt ingen garanti for, at det virker.

»Vi skal påvise, om det her er fremtiden. Det er en satsning på et tocifret milliardbeløb i euro. Og måske virker det faktisk. Måske har vi løsningen her,« sagde Richard Pitts, leder af afdelingen for eksperimenter og plasma-operationer hos ITER.

Men han understregede også, at der var mange ting, man ikke vidste endnu. For eksempel om materialerne, de bygger fusionsreaktoren af, vil kunne holde til længere tids brug. Det kan man forsøge at simulere, men det er så ekstreme forhold, at det er svært. Så først når fusionsreaktoren faktisk har kørt i nogle år, kan man begynde at se, om det hele virker, også på længere sigt.

Heldigvis er der mange andre skud i bøssen end ITER-projektet, selvom det er klart det største. En stribe private virksomheder, især i USA, men også nogle i Europa, arbejder hen imod det meget ambitiøse mål at bygge et reelt fusionskraftværk. Ikke bare en forsøgsreaktor, som ITER skal være.

De vil – ifølge tidsplanerne – være klar i årene omkring 2040-2045. Altså 15 til 20 år fra nu. Det er længe at gå at glæde sig. Og det kan også undervejs blive udskudt yderligere, hvis alt går som det plejer med udvikling af ny teknologi.

Til gengæld er det nu, at de store forsyningskæder til fusionsprojekterne bliver fastlagt. Så private virksomheder i Danmark og hele Europa skal byde sig til, hvis de har evner inden for alle de områder, der er brug for – fra klassiske køleanlæg til innovative robotter og udvikling af nye materialer. Det har jeg skrevet en længere historie om – altså de store muligheder, der ligger for den private sektor i at kunne tilbyde noget til fusionsprojekterne. Hvis en virksomhed rammer plet, kan den potentielt skulle levere langt større mængder de kommende år eller kunne sælge til andre fusionsvirksomheder på kloden fremover.

Desværre fik min nyvundne grønne tekno-optimisme også lige et knæk sidst på en ellers opmuntrende dag. Richard Pitts fra ITER sagde det meget direkte:

»Alle tror, at fusionsenergi vil løse klimakrisen. Det vil den ikke.«

Nå, fordømt. Men det vil forhåbentlig hjælpe lidt.

UGENS NYHEDER

Datacenter-eksplosion kan drysse guld på Vestas. Der bliver investeret i datacentre med AI-chips i et helt ekstremt omfang, og nu er den store flaskehals blevet at finde strøm nok til de forslugne chips. Det kan give Vestas et bedre salg fremover, vurderer analytikere, for det tager tid at bygge de atomkraftværker - eller vente på fusionsenergi - som tech-branchen i USA også har kastet sin kærlighed på. Vestas-aktien er steget med 51 pct. i år.

Det danske fintech-firma Shine bliver solgt til enhjørning-pris. Efter 13 års arbejde har to danske iværksættere ramt den helt store gevinst og har solgt deres selskab Shine til franske Cegid. Ifølge Børsen til mindst 10 mia. kr., og dermed rammer de den mytiske enhjørning-status. Shine var indtil for nyligt kendt som Ageras, men skiftede navn efter en flytning til Frankrig, hvor de fleste af selskabets kunder befinder sig. Shine/Ageras blev skabt af Rico Andersen og Martin Hegelund i 2012, da Rico Andersen blot var 20 år gammel. I sidste uge var det fintech-selskabet Flatpay, der fik et enhjørning-stempel, dog efter blot tre år.

Nordjyske Asetek på vej til at blive solgt for en halv milliard. Igennem mange år har Asetek produceret køling til computere og datacentre, og nu vil kinesiske CQXA Holdings gerne købe hele butikken. Der er i hvert fald landet et tilbud på over dobbelt den nuværende markedspris, hvilket svarer til knap 550 mio. kr.

Meta vil købe AI-chips fra Google, og det fik Nvidia-aktien til at dykke. Det er dejligt at have noget nær et monopol på avancerede AI-chips, som Nvidia har. Derfor giver det også nogle rystelser, når det viser sig, at Mark Zuckerberg vil købe AI-chips fra Google, der gennem mange år har udviklet egne chips til AI-brug. Googles chips er meget specialiserede, og Nvidia skyndte sig at sige, at man altså er langt foran rent teknologisk, men aktien faldt med knap 5 pct. tirsdag. Den har siden rettet sig op igen.

Boble eller ej? Vi elsker vores tech-aktier. Okay, det var et lidt sløjt forsøg på at genbruge en gammel Melodi Grand Prix-sang – men snakken om en AI-boble er alle vegne nu. Her i en historie fra Jyllands-Postens USA-korrespondent, der kigger på fænomenet og frygten. I podcasten Makropuls fortæller økonomen Lars Christensen om, hvordan han to år før finanskrisen forudså, at de islandske banker var på vej mod et crash. Problemet var bare, at der i de to år, der gik, stadig var store gevinster og (på overfladen) succes. Så hvornår skal man sige stop? Det er også ærgerligt at stemple ud og så se Mag7-aktierne stige 70 pct. næste år.

UGENS ANBEFALING

Kryptografi er alle vegne, som en af grundpillerne i vores digitale liv. Fra kommunikation over internettet, netbanker og aktiehandel til fremkomsten af bitcoin og andre krypto-valutaer. Som navnet antyder.

Men før internettet var der selvfølgelig også brug for at kunne sende krypterede beskeder til hinanden via breve, telegraf og radio. Historien om den tyske enigma-kryptering fra 2. Verdenskrig er velkendt. Hvor polakker og briter fik brudt krypteringen med Alan Turing i spidsen ved hjælp af en stor, mekanisk computer.

Langt mindre kendt er historien om det schweiziske kryptografi-selskab Crypto AG, der i al hemmelighed blev købt af CIA og den tyske efterretningstjeneste i 1970 efter et langt samarbejde før det. Kunderne hos Crypto AG var en lang række lande i hele verden, herunder europæiske lande allieret med Tyskland og USA. Men de fik krypteringsmaskiner, hvor krypteringen var blevet svækket, så amerikanerne og tyskerne kunne læse med. Kundernes mest hemmelige kommunikation var kompromitteret i årtier. Og med tiden fik andre lande også held med at bryde den svækkede kryptering. Tyskland trak sig i 1993, men CIA var ejer af Crypto AG helt frem til 2018.

Den historie hørte jeg i podcasten The Rest is Classified, som dykker ned i alle mulige spionsager. Podcasten får helt generelt en anbefaling herfra, men afsnittet om Crypto AG har et ekstra tech-lag.

Metoden med at få gjort kryptering svag, uden at andre opdager det, er brugt mange gange siden af USA (og sikkert også andre lande). Og som Edward Snowden viste ved at lække mange tusinde interne dokumenter fra NSA, så er der ikke ret mange algoritmer eller hardware, vi kan stole på, selvom krypteringen udefra ser helt sikker ud. Man kan altid pille lidt på måder, der er næsten umulige at opdage.