Finans Impact

KÆRE LÆSER

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der er hamrende spændt på at finde ud af, hvad der ligger i kuverterne til Energistyrelsen torsdag kl. 14.00.

Her er der nemlig deadline for bud på tre store havvindparker i Nordsøen. Et udbud, der var udset til at sende milliarder af kroner i den danske statskasse, men som nu er forvandlet til en gyser, hvor det helt store spørgsmål er, om der overhovedet er nogen, som tør byde på opgaven under de givne betingelser.

For statsminister Mette Frederiksen (S) vil indholdet af kuverterne afgøre, om hun skal tilbage til de andre statsledere i det stort anlagte Nordsø-samarbejde og fortælle, at hun desværre ikke kan levere de havvindmøller, som hun har lovet i 2030.

For klimaminister Lars Aagaard (M) bliver udbudsinteressen afgørende for, om han kan sætte flueben ved havvindmøllerne, eller om han skal til at finde undskyldninger for, at regeringens fokus på grøn implementering er fejlet.

Og for de to store danske projektudviklere Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) vil torsdagens udbudsrunde afsløre, om de bliver slået på egen hjemmebane af udenlandske energiselskaber eller oliegiganter - hvis de da overhovedet selv har lyst til at bygge havvind i Danmark.

Som min kollega Victor Emil Kristensen uddyber i denne analyse, er økonomien omkring havvindmøllerne nemlig ikke, hvad den var for få år siden. Stigende renter og inflation gør ondt. Læg dertil nogle særligt ugunstige danske udbudsbetingelser. Og på toppen af det kommer så det udskudte danske brintrør, som også svækker investeringslysten i havvindmøllerne.

Hårdt trukket op er der tre udfald.

Sidste mulighed virker ikke længere sandsynlig. Dermed må nummer to være ønskescenariet i den givne situation.

Hvis bare to af parkerne bliver bygget, vil man reelt have dækket Danmarks behov for grøn strøm, og det vil i sig selv være en lettelse for regeringen. Til gengæld sår det bl.a. tvivl om Energiø Bornholm, der skulle finansieres af indtægterne fra de øvrige parker.

Sikkert er det, at der er rigtig meget på spil.

Over de seneste måneder har vi set, hvordan flere store danske brintprojekter er væltet, mens andre er sat på pause. Vil det samme nu ske for de store havvindprojekter?

Det vil vi på FINANS forsøge at give svaret på efterhånden som det bliver kendt for offentligheden, hvad der ligger i kuverterne.

Indtil da kan du lige nå at dykke ned i nogle af de andre vigtige klimahistorier, som vi har bragt på FINANS i løbet af den seneste uge. Du har tre grønne godbidder her:

Produktion af grønne flybrændstoffer efterlyser politisk støtte efter kriseår
En fremtid hvor man kan flyve mellem Aalborg og København med god klimasamvittighed, synes længere væk end for bare få år siden. Langt størstedelen af industrien tvivler på, at Danmark når sine ambitioner inden for grøn luftfart, og der peges på manglende politisk støtte som årsagen. Det viser en undersøgelse fra Rambøll.

Mærsk køber stort ind: Opfylder sit program med udskældt brændstof
A.P. Møller-Mærsk har længe været førende på shipping-industriens grønne omstilling og brugt milliarder på at købe skibe, som skal sejle på grøn metanol. Men nu har Mærsk taget en uvending og købt 20 skibe, som er bygget til at sejle på det fossile brændstof LNG. Den flydende fossile gas kan dog erstattes med såkaldt biometan, men Mærsk melder ikke noget om, hvorvidt det er planen i større eller mindre skala.

»Det er en skæbnestund for Europa«: Den grønne industri har brug for kunstigt åndedræt
Europa er så presset i konkurrencen med USA og Kina, at der er behov for en politisk styret industripolitik, hvor man giver visse dele af erhvervslivet kunstigt åndedræt, lyder opråbet fra Dansk Erhverv. Det gælder bl.a. inden for energi og grøn omstilling, hvor Europa sakker bagud.

Ugens klimatal

17

Så mange gange dyrere er det blevet for de grønne energiproducenter at slutte en solcellepark på 50 megawatt til elnettet i perioden 2019-2025, skriver European Energy i en ny hvidbog.