Fortsæt til indhold

Finans Impact

Nu kommer slaget om værktøjet, der kan forandre klimakampen

Finans Klima

KÆRE LÆSER

I et optimistisk øjeblik kom jeg i begyndelsen af året til at udpege shipping som et af de områder, der i løbet af 2025 kan bringe nyt håb ind i klimakampen.

Det er nemlig i år, at man skal lande en aftale om en global beskatning af skibenes CO2-udledning. Og igennem flere måneder har der gået vedvarende rygter om, at der var bred opbakning til en afgift på mellem 100 og 150 dollars per ton CO2.

I min optik vil det være et kæmpe gennembrud for den grønne omstilling.

En global CO2-afgift er ifølge stort set alle økonomer det absolut mest effektive værktøj til at få fart på den grønne omstilling og dermed forhindre, at klimakrisen løber løbsk. En skat på CO2-udledning vil med ét dreje trilliarder af kroner over mod grønne teknologier og give rygvind til de virksomheder, som tager ansvar for planeten. Men den bliver kun rigtig effektiv, hvis den gælder hele vejen fra Beijing til Bjerringbro og Belem.

Selv om shippingindustrien udleder omkring 1 milliard ton CO2 om året, kan man naturligvis ikke løse hele klimakrisen ved at skrue ned for de fossildrevne skibe. Men hvis man griber det rigtigt an, kan man få styr på en af de store klimaknaster og få udviklet et værktøj, der potentielt kan foldes ud over alle andre sektorer den dag, politikerne er klar.

Netop derfor er det også nogle bekymrende meldinger, der i disse dage siver ud fra de lukkede forhandlingsmøder, hvor der varmes op til næste uges forhandlingsmøder i den internationale søfartsorganisation IMO.

Meldingerne er nemlig, at opbakningen til en ensartet global afgift siver.

Derfor har en gruppe af lande udarbejdet et kompromisforslag, der i stedet for en regulær afgift går på at indføre en form for kvotesystem kombineret med brændstofstandarder.

Ideen er fortsat at etablere et system, som tilskynder til investeringer i grønne skibsbrændstoffer som metanol og ammoniak. Men i de første udkast har håndsrækningen til de væsentligt dyrere grønne brændstoffer været utilstrækkelig, og bøderne for at ignorere klimakravene for små. Sådan lyder det fra forskellige kilder tæt på processen, som vi har talt med på Finans.

Dertil kommer, at kompromisforslaget ikke ser ud til at generere penge til de fattige lande, som i disse år lider under klimaforandringerne. Det var ellers et centralt element i det oprindelige forslag om en CO2-afgift, og den del kan altså meget vel falde på gulvet.

Derfor bider rigtig mange aktører negle i disse dage.

NGO’erne kæmper for de fattige lande. Politikerne kæmper for en klimasucces. Og industrien er splittet mellem dem, der helst bare vil sejle videre på fossile brændstoffer, og dem, der allerede har lagt hånden på kogepladen og investeret stort i de nye grønne skibe - herunder danske Mærsk.

Hvis tidsplanen holder, er vi meget klogere inden for de næste par uger, hvor de tekniske IMO-forhandlinger ventes at være afsluttet. De vil definere rammerne for den model, der skal vedtages politisk inden årets udgang, og vi lover naturligvis at følge slagets gang på Finans.

Og hermed er det blevet tid til et lille tilbageblik på nogle af ugens klimahistorier på Finans, der bl.a. bringer os forbi en spektakulær sag om biogas i Skive.

God læselyst.

Nyheder

BioCirc forsøgte at holde tal hemmelige: Har brudt miljøgodkendelse i flere år
Den vækstivrige biogaskoncern BioCirc har i flere år bevidst overskredet miljøgodkendelsen for virksomhedens største biogasanlæg, Vinkel Bioenergi ved Skive. Det indrømmer virksomheden selv, efter at den forgæves forsøgte at hemmeligholde tal om fabrikkens forbrug af biomasse.

Underskuddet vokser hos vindleverandør midt i vækstrejse
Det river og rusker i industrien for grønne teknologier i disse år, men i Ikast, hvor KK Wind Solutions hører hjemme, er optimismen i behold efter et 2024, der på alle måder var et rekordernes år. KK Wind Solutions er tredoblet på få år, men på grund af store omkostninger til opkøb og integration er underskuddet samtidig rekordstort.

Podcast: PFA-direktør vil både investere grønt og armygrønt
Grønne investeringer er sendt til tælling, og samtidig er behovet for forsvarsinvesteringer nærmest eksploderet over de seneste uger. Men det får ikke PFA’s topchef Ole Krogh Petersen til at vende ryggen til klimakampen.
»De to vigtigste ting rent samfundsmæssigt er grønt og armygrønt. (...) Der er plads til, at vi kan investere i begge dele,« sagde han for nylig i Finans-podcasten Grønne Penge.

Ugens klimatal

0,8

Så mange procent steg drivhusgasudledningerne fra det globale energiforbrug i 2024, skriver Financial Times på baggrund af nye tal fra Det Internationale Energiagentur (IEA).