Fortsæt til indhold

Finans Impact

Særligt ét spørgsmål trænger sig på efter Ørsteds redningsaktion i USA

Finans Klima

KÆRE LÆSER

Ørsteds topchef Rasmus Errboe svarede uddybende på alle mine spørgsmål, da jeg interviewede ham forleden. Lige indtil vi nåede til det sidste - og måske vigtigste - spørgsmål.

Interviewet handlede om Ørsteds kapitaludvidelse. En redningsaktion, som indebærer, at aktionærerne skal komme med 60 mia. kr. til det hårdt pressede selskab. Heraf har den danske stat med en ejerandel på 50,1 pct. allerede sagt ja til at lægge halvdelen.

De fleste af pengene - helt præcist 40 mia. kr. - skal bruges til at vikle Ørsted ud af en akut kattepine i USA. Trumps angreb på Equinors havvindpark Empire Wind har nemlig gjort det svært for Ørsted at sælge ud af havvindparken Sunrise Wind, der er nabo til Empire Wind.

Det betyder, at Ørsted må beholde og færdigbygge Sunrise Wind på egen hånd. Og det udløser altså et finansieringsbehov på 40 mia. kr., fortæller Errboe.

Kapitalrejsningen kan ifølge iagttagere give god mening i den nuværende situation. Alternativet ville formentlig være værre. Topledelsen i Ørsted har haft en reel bekymring for at blive downgradet af ratingbureauerne, hvilket ville øge finansieringsomkostningerne og være gift for hele koncernen.

Problemet er bare, at Ørsteds aktionærer - herunder den danske stat - nu har temmelig mange milliarder på højkant i en amerikansk havvindpark.

Og her kommer vi så til det spørgsmål, som Rasmus Errboe ikke ønsker at forholde sig til.

For som bekendt sidder der en præsident i Det Hvide Hus, som har set sig ualmindelig sur på havvind. Siden Donald Trump blev valgt i november, har han tordnet mod havvind igen og igen, og den 16. april i år viste han så, at han er klar til at tage hidtil usete metoder i brug, da han ud af det blå beordrede byggestop på Empire Wind.

Fem uger senere blev påbuddet dog trukket tilbage, og Equinor kunne genoptage byggeriet, mens hele den grønne industri åndede lettet op. Men hvem har egentlig fået garantier for, at noget lignende ikke kan ske igen?

Med et enkelt opslag på Truth Social kan Trump formentlig gøre livet rigtig surt for Ørsted. Og aktionærerne.

Jeg spurgte derfor topchefen, hvad der sker, hvis Donald Trump skulle finde på at stoppe Sunrise-projektet. Præcis som han gjorde med Empire.

»Det er spekulation,« svarede Rasmus Errboe, der samtidig understreger, at Ørsted har »en god konstruktiv dialog med alle relevante myndigheder omkring projekterne i USA.«

Hvis Trump holder sig i ro, kan Sunrise Wind angiveligt blive en glimrende investering. Men det er usædvanligt, at den danske stat skyder ekstra milliarder i en amerikansk havvindsatsning, der kan afhænge af, hvor dybt Donald Trump hader havvind.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har selv forklaret, at »Ørsted befinder sig i en situation, hvor det er nødvendigt med en ekstraordinær kapitaltilførsel.«

Måske ser han til gengæld en mulighed for, at Ørsted står klar til at byde på de tre danske havvindparker, som snart sendes i udbud. Det vil pynte lidt på regeringens grønne image efter sidste års historiske havvindflop.

Rasmus Errboe kommenterer ikke på konkrete udbud, men han er tilsyneladende helt med på, hvor stor en håndsrækning han og Ørsted har fået fra den danske stat.

»Vi er meget bevidste om den tillid, som vores hovedaktionærer har vist os ved at give tilsagn om at deltage i kapitalforhøjelsen. Og vi er også meget bevidste om det ansvar, der følger med. Men igen, vi kommenterer aldrig fremtidige udbud,« sagde Ørsted-topchefen mandag.

Ørsteds topchef Rasmus Errboe. Foto: Thomas Lekfeldt

Mens Ørsted kæmper for den grønne energi, har Danske Bank taget et opsigtvækkende skridt væk fra den sorte.

Det er en af de tre klimahistorier, jeg vil fremhæve fra den forgangne uge. Du har overblikket her:

Nyheder

20 måneder senere: Danske Bank smækker døren i for 1.730 fossile selskaber
Efter mange måneders forsinkelse har Danske Bank nu gennemført et markant frasalg af fossile selskaber, der ikke har kurs mod en bæredygtig omstilling. Det betyder, at banken udelukker 1.730 fossile selskaber fra langt de fleste fonde hos Danske Invest og Danica Pension.

Vestas har vendt skuden - men skuffer stadig
Onsdag har Vestas fremlagt et halvårsregnskab, der viser, at vindgiganten er i klar fremgang. Resultatet før skat på 46 mio. euro markerer en betydelig fremgang fra samme periode sidste år, hvor resultatet før skat lød på et dundrende tab på 230 mio. euro. Det ændrer dog ikke ved, at regnskabet skuffer, fordi analytikerne havde forventet endnu mere medvind til Vestas.

Oliekæmper intensiverer jagten på ny fossil energi
Verdens førende olieselskaber skruer op for jagten på nye olie- og gasreserver. Det skriver Financial Times med henvisning til de seneste kvartalsregnskaber fra BP, Chevron, ExxonMobil, Shell og TotalEnergies. Olieselskaberne satser på, at overgangen til vedvarende energi bliver langsommere end tidligere forventet, og derfor tror de på, at efterspørgslen stiger på de fossile brændstoffer.

Ugens klimatal

38

Så mange procent er populationen af tropiske fugle faldet med siden 1950’erne på grund af menneskeskabte klimaforandringer, skriver Carbon Brief.