Olieuro svækker den norske krone markant: Laveste siden 1985
Den norske krone får en syngende lussing i mandagens handel, efter at Saudi-Arabien har skruet voldsomt op for produktionen af olie og indledt en priskrig med Rusland.
Det rundbarberer oliepriserne mandag, hvor en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, til levering i maj, falder med godt 25 pct. til 33,92 dollar.
Den udvikling gør ondt i Norge, hvor økonomien er bundet meget op på olieindustrien, og mandag morgen er den norske krone svækket til 0,6848 danske kr. per norsk krone.
Da de danske handlere gik på weekend fredag kostede en norsk krone 0,7131 danske kr., og dermed er den norske valuta svækket tæt på 4 pct.
- Den norske kr. har aldrig været svagere over for den danske, end det vi ser lige i øjeblikket, siger Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos Sydbank.
Når den norske kr. svækkes, sideløbende med at olieprisen falder, skyldes det ifølge økonomen, at omkring 20 pct. af den norske økonomi har relation til olieprisen.
- Så en stor del af den norske økonomi er meget afhængig af, hvor olieprisen ligger. Så når den falder, skaber det problemer for olievirksomheden, der får færre penge for olien.
- Men det giver også problemer for alle de virksomheder, der ligger rundt om - som lever af at vedligeholde og servicere - så det spreder sig som ringe i vandet, forklarer Kim Blindbæk.



