Økonomer: Stadig uvist, om lønkompensationen kan afværge massefyringer
Regeringen løfter nu loftet for virksomhedernes lønkompensation, uden at man ved, om det er nok denne gang.
Økonomer roser regeringen og arbejdsmarkedets parter for at hæve loftet for lønkompensation til 30.000 kr. fra de nuværende 23.000 kr. for funktionærer og 26.000 kr. for timelønnede.
Selvom ordningen nu ventes at koste staten 4,6 mia. kr., er det dog stadig uvist, om det vil være nok til at afværge en bølge af afskedigelser de kommende uger, vurderer de.
»Loftet var så lavt før, at mange virksomheder mente, at det var bedre for dem at fyre sine folk alligevel. Man kan håbe, at det nye loft vil ændre på den beslutning,« siger Niels Rønholt, cheføkonom i Jyske Bank.
»Vores bekymring lige nu er dog, om hjælpen til virksomhederne er stor nok. Vi hører derude, at mange virksomheder stadig har store problemer,« fortsætter han.
Med justeringen begrænses det offentlige tilskud nu først ved månedslønninger på over 40.000 kr. mod 30.500 kr. før.
Det højere loft lægger i følge Finansministeriet 0,7 mia. kr. oveni udgifterne til ordningen - som blev aftalt allerede den 14. marts - så det samlede udgiftsskøn dermed når op på 4,6 mia. kr.
Ordningen er en del af en serie hjælpepakker som ifølge Finansministeriet kan pumpe omtrent 287 mia. kr. ud i erhvervslivet i form af bl.a. udskudte skatteindbetalinger, garanterede lån og støtte til f.eks. løn og faste udgifter.
Omtrent 11.000 virksomheder har søgt ordningen om lønkompensation indtil nu, ifølge Erhvervsministeriet.
Det er dog uvist, hvor mange lønmodtagere der er ansøgt for.
»Når den justeres, er det et udtryk for, at den er populær, men at den ikke har været tilstrækkelig,« skriver Troels Kromand Danielsen, cheføkonom i Nykredit.
Ledighedskøen fortsatte med at vokse i denne uge omend i et lidt langsommere tempo.
Siden den 10. marts er der ifølge Beskæftigelsesministeriet kommet godt 33.000 flere ledige netto.
Det er en tredjedel af stigningen under hele finanskrisen, der tog næsten to år.
Derfor er det vigtigt ikke at lade sig nøjes nu, vurderer overvismand Carl-Johan Dalgaard i et tweet.
»Rigtig god beslutning. Men forsat fokus på likviditet er også vigtig, såvel som en annoncering af strategi for under hvilke omstændigheder en “åbning” af økonomien påbegyndes,« skriver han.
Økonomer som Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank frygter stadig en ny stigning i denne uge.
Mange virksomheder har set tiden lidt an og har ventet til op mod månedsskiftet med at afskedige medarbejdere, vurderer han.
»Forøgelsen af loftet for lønkompensation vil bidrage til at tage en del af de afskedigelser, vi ellers ville have set. Men selvom det vil bidrage til at begrænse en del af afskedigelserne, så vil det omvendt ikke sætte en prop i ledighedsstigningen, som jeg tror på, at fortsat vil være betragtelig over den nærmeste tid,« skriver Jeppe Juul Borre.


