Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

IMF: »En krise som ingen anden«

Ny prognose nærer den voksende pessimisme om den globale økonomiske udvikling i de kommende år.

Corona rammer verden
Coronatest på United Memorial Medical Center i Houston, Texas, hvor antallet af nye smittetilfælde er rekordhøjt. Coronapandemien er langt fra overvundet. Foto: Reuters/Callaghan O'Hare

Coronakrisen udvikler sig langt værre end først antaget, og det har fået Den Internationale Valutafond (IMF) til at foretage en markant nedjustering af de økonomiske forventninger.

Verdensøkonomien vil i år opleve en vækst på minus 4,9 pct., hvilket er en nedjustering på 1,9 procentpoint i forhold til IMF’s store halvårlige prognose, der blev offentliggjort den 14. april.

»Den store nedlukning, som coronapandemien har medført, har gjort det muligt at inddæmme smitten og redde menneskeliv, men har også udløst den værste globale recession siden Depressionen i 1930’erne,« siger IMF’s cheføkonom Gita Gopinath i forbindelse med den netop offentliggjorte opdatering af Valutafondens perspektiver for den verdensøkonomiske fremtid.

Kina skiller sig ud som det eneste G20-land, der har udsigt til økonomisk vækst såvel i år som næste år.

Over 75 pct. af de lande, der har været lukket ned, åbner nu nogenlunde simultant, og det sker på et tidspunkt, hvor pandemien forværres i såvel udviklingslande som industrilande, og det ser IMF som den mest alvorlige risiko overhovedet.

»Adskillige lande ser i forbindelse med genåbningen fornyet økonomisk aktivitet. Imidlertid må det konstateres, at indtil der findes en medicinsk løsning på pandemien, vil opsvingets styrke være højest usikkert, og udviklingen i de enkelte sektorer og lande vil være meget ujævn,« understreger Gita Gopinath.

Få timer før offentliggørelsen af IMF-prognosen offentliggjorde det ansete Ifo Institute i München det nyeste indeks for erhvervsklimaet og forventningerne til de kommende 12 måneder i tysk erhvervsliv, og det viser en markant stigning i optimismen.

»Indekset for juni viser den største stigning, som vi nogensinde har målt. Virksomhedernes vurdering af den aktuelle situation er blevet bedre sammenlignet med maj, og især er forventningerne til den økonomiske udvikling på længere sigt skudt kraftigt i vejret. Tysk erhvervsliv ser nu lyset for enden af tunnelen,« fastslår professor Clemens Fuest, leder af Ifo Institute.

Blandt de store industrilande står Tyskland ifølge IMF da også til at komme mest lempeligt gennem coronakrisen med en vækst på minus 7,8 pct. i år og 5,4 pct. næste år.

Langt værre tegner perspektiverne for Italien, Spanien og Frankrig, der i ventes at få en økonomisk vækst på minus 12,7 pct. i år og kun 6,6 pct. næste år. Perspektivet er, at de tre lande først hen omkring midten af dette årti vil have indhentet det tab, som de har lidt under coronakrisen – og det forudsætter endda, at der ikke kommer en 2. bølge.

IMF har også regnet på, hvor meget coronakrisen umiddelbart kommer til at koste, og beløbet er astronomisk.

Det samlede globale produktionstab i 2020 og 2021 ventes på det nu kendte grundlag at ville blive på 12,5 billioner dollars eller tæt på det samme som Kinas bruttonationalprodukt i 2019.

IMF’s opdaterede prognose omfatter kun G20-landene, hvorfor der ikke er en ny vurdering af perspektiverne for dansk økonomi.

BRANCHENYT
Læs også