Økonomer ser stigende optimisme i erhvervslivet
Optimismen er på vej tilbage i erhvervslivet. Det vurderer flere økonomer, efter der mandag er kommet tal for det såkaldte konjunkturbarometer.
Her kravler fremtidsforventningerne op i alle brancher, viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik.
- Erhvervslivets forventninger afspejler, at den indenlandske del af økonomien er på vej tilbage i et solidt tempo, mens eksportindustrien stadig går en svær tid i møde med en verdensøkonomi i corona-depression, siger skriver Bo Sandberg i en kommentar.
Han er cheføkonom hos Dansk Byggeri. Også Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, hæfter sig ved, at humøret stiger i erhvervslivet.
- Tallene er stadig ikke direkte gode, men inden for både byggeri, industri og detailhandel er vi mere eller mindre tilbage på samme niveauer som i 2015 - altså tidligt i det seneste opsving.
- Det store udestående er serviceerhverv, hvor blandt andet manglen på turister uden tvivl er en vigtig grund til, at tallene fortsat er lave - om end i stigning, skriver han i en kommentar.
Den samlede erhvervstillidsindikator steg i juni til 68,1 fra 50,1 i maj. Der er dog stadig et stykke vej op til niveauet i februar, umiddelbart inden at udbruddet af coronavirus nåede Danmark. Her var det på 102,4.


