Økonomi
BREAKING

Danskerne flytter kommune i stor stil: Her er landets vinder- og taberkommuner

Flere af landets kommuner oplevede sidste år en positiv nettotilflytning efter flere år med mange fraflyttere, viser nye tal.

Samsø er blandt de kommuner, der sidste år oplevede en positiv nettotilflytning. Her ses hovedgaden i Nordby på Samsø. Foto: Casper Dalhoff

Det seneste års glohede boligmarked har efterladt en række af landets kommuner som rene tilflytningsmagneter, mens andre kommuner slås med stigende fraflytning.

Det viser en ny analyse fra Spar Nord, som bygger på tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge analysen har 17 af landets 98 kommuner på få år vendt en negativ nettotilflytning til en positiv, så der nu er flere tilflyttere end fraflyttere.

Den største vinderkommune på den front er Silkeborg. I 2016 havde den midtjyske kommune en negativ nettotilflytning på 9, men sidst år var udviklingen vendt 180 grader, og kommunen havde nu en positiv nettotilflytning på 930 borgere.

Også de to københavnske forstadskommuner Høje-Taastrup og Ballerup har på få år vendt den negative udvikling til en positiv.

Høje-Taastrup havde for fem år siden en negativ nettotilflytning på 262. Sidste år var nettotilflytningen positiv med hele 548 personer.

Med på listen over kommuner med en positiv nettotilflytning finder man også en række af landets økommuner som Samsø og Ærø.

»Det kan blandt andet skyldes nye ønsker til livsstil, og at coronaen formentlig har resulteret i flere digitale nomader, hvor folk har et job, som ikke binder dem til en bestemt lokation og således i endnu højere grad muliggør bosættelse på landets øer,« siger Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord.

Omvendt oplevede 13 kommuner, der for fem år siden havde en positiv nettotilflytning, at der sidste år flyttede flere borgere fra kommunerne.

Værst står det til i København, der sidste år havde en negativ tilflytning på næsten 3.500 personer. Men også en række forstadskommuner som Gladsaxe, Greve og Vallensbæk oplever samme tendens.

»Fraflytningen fra København og omegnskommunerne kan skyldes flere ting. Først og fremmest er prislejet på boliger blevet for højt til, at mange kan blive kreditgodkendt. Derudover vælger flere at flytte derfra for at få mere plads både fysisk og økonomisk,« siger Jens Nyholm.

Og så er der de kommuner, der de seneste fem år har måttet leve med en konstant negativ nettotilflytning, som bare har vokset sig større.

F.eks. havde byer som Kolding, Viborg, Varde og Sønderborg en negativ nettotilflytning i 2016, som er vokset yderligere i 2020.

Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at nettotilflytningen ikke er ensbetydende med, at en kommunes befolkningstal vokser eller falder.

F.eks. vokser Københavns befolkningstal på trods af den negative nettotilflytning, fordi borgerne lever længere, der bliver født flere børn og der er stigende indvandring fra udlandet.

BRANCHENYT
Læs også