Økonomi

Massive fald i danske aktier giver mørke udsigter til 2022: »Træerne vokser ikke ind i himlen«

Aktierne i det danske eliteindeks C25 fik et slag med hammeren torsdag. Det sker i kølvandet på et referat fra den amerikanske centralbanks rentemøde i december, som kan tyde på et regimeskift i finansmarkederne resten af året.

Foto: Shuji Kajiyama/AP

Nervøse investorer stillede sig for tredje gang på lidt over tre måneder i kø til udgangen af aktiemarkedet, da det danske eliteindeks C25 blev hamret i bund som følge af mere aggressive toner fra den amerikanske centralbank.

Torsdag markerede med et fald på 3,1 pct. således den værste handelsdag for aktierne i C25-indekset siden slut-november sidste år, hvor aktierne faldt blot en tand mere med 3,2 pct.

Nedturen gik særligt ud over Ambu og Ørsted, som fik skåret over 5 pct. af værdien i dagens handel. Næsten halvdelen af aktierne i indekset faldt desuden over 3 pct., mens blot to – Jysk og Tryg endte i plus.

Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit, kan godt forstå, hvis investorerne har svedige håndflader, efter at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag udsendte et referat fra det seneste rentemøde i december.

»Der er skruet op for forventningerne til, hvor tidligt Fed hæver renterne, og der kommer tilmed nogle ekstra indikationer på, at centralbanken har fået voksende appetit på at tynde ud i sin obligationsbalance,« siger han.

Netop den sidste del af udmeldingen har ifølge Frederik Engholm sat sit spor i markedet, da der virker til at være en diskrepans mellem den tone, som Fed-chef Jerome Powell har lagt for dagen med sin tale i kølvandet af rentemødet sidste måned, og forventningerne fra resten af medlemmerne.

For referatet er første gang, resten af verden har fået indblik i, at resten af centralbankledelsen har diskuteret muligheden for at nedbringe balancen af obligationer efter første renteforhøjelse, som forventes vil ske i marts.

»Sammenlignet med, hvor utrolig blidt, man fik masseret neddroslingen af obligationsopkøbene og forventningen til rentestigninger i 2022 på plads i markederne, kommer den nye udmelding mere abrupt,« understreger han.

Gårsdagens offentliggørelse sendte prompte de amerikanske aktieindeks S&P 500 og Nasdaq ned med henholdsvis 1,9 pct. og 3,3 pct., hvilket var det største fald i et år. Torsdag falder begge indeks igen fra handelsstart.

Henrik Henriksen, der er chefstrateg i Velliv, forklarer, at udsigten til rentestigninger rammer de danske aktier særligt hårdt, eftersom de er præget af høje værdiansættelser, hvilket også kommer til udtryk i, at de dyreste målt på P/E (pris i forhold til indtjening, red.) falder mest i dag.

»Hvis ikke det danske aktiemarked er det dyreste i Europa, er det i hvert fald det næstdyreste. Investorerne har enorme forventninger til de danske aktier hvilket har givet en hård start på året - og når vækstaktierne har det svært, har det danske aktiemarked det også svært overordnet,« siger han.

Velliv-strategen understreger, at de finansielle markeder for nuværende er i den amerikanske centralbanks vold, og den seneste udmelding kan være sigende for det nye aktiemiljø, som investorerne må agere i, i løbet af 2022.

»Træerne vokser ikke ind i himlen, og det regimeskift, der er på vej fra Fed, kan også betyde et regimeskift på markedet. Så hvis man har haft mange obligationer og vækstaktier i din portefølje, har det været en rigtig dårlig start på året, hvorimod hvis man har haft kontanter og cykliske aktier og valueaktier, har det været en rigtig god start,« fastslår Henrik Henriksen.

Otto Friedrichsen, der er aktiechef og partner i Formuepleje, bider mærke i, at dagens fald i C25 synliggør den følsomhed, det danske aktiemarked har over for realrenten – dvs. den nominelle rente minus inflationen.

Det er til trods for, at det danske aktiemarked i væsentlig grad består af sundheds- og biotekaktier, som i et vist omfang burde være defensive og mindre konjunkturfølsomme. Men aktiechefen peger ligesom Henrik Henriksen på den høje P/E-værdi, som de selv samme aktier nu har.

»Som dansk investor bør man ikke ignorere, hvad der sker på markederne – især med henhold til realrenter. De danske aktier er kendetegnet ved at være kvalitetsselskaber med stærke markedspositioner, men C25 er meget koncentreret, og prisfastsættelserne og indtjeningsforventningerne fylder meget. Højere realrenter vil kunne medføre en rotation fra value til vækst, hvilket vi allerede ser en tendens til i markedet,« siger Otto Friedrichsen.

Selvom realrenten er steget, mener han fortsat, at obligationsrenterne er i et niveau, som sagtens kan være foreneligt med et stigende aktiemarked. Men forventningerne til en lavere inflation kan få markedet til at frygte, at den amerikanske centralbank kommer til at træde for hårdt på bremsen.

»Det skaber volatilitet og mere normale aktieafkast i 2022,« siger han.

Læs også
Top job