Økonomi

Økonomer: I 2022 bliver det »endnu dyrere at være dansker«

Som resultat af stigende producentpriser kan forbrugerpriserne risikere at stige til et endnu højere niveau i 2022, lyder det fra økonomer.

Det kan blive dyrere at være dansker i løbet af det kommende år, hvis priserne for virksomheder fortsætter med at stige. Arkivfoto: Anthon Unger

Priserne på danske virksomheders produktionsomkostninger fik i 2021 det største nøk opad nogensinde.

Og det ser ikke umiddelbart ud til, at prisstigningerne sætter farten ned i løbet af det kommende år, lyder det fra flere økonomer. Tværtimod, faktisk.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at producentpriserne på især energi over det seneste år er steget med mere end 300 pct., og i takt med at virksomhedernes produktionsomkostninger stiger, så vil priserne på varer unægteligt også stige.

Søren Kristensen, cheføkonom ved Sydbank, understreger i en kommentar, at man hos Sydbank tolker de nye tal som »et klokkeklart vink med en vognstang om, at en række af varer vil stige yderligere i pris over de kommende måneder.«

Inflationen i Danmark, der er steget til mere end 3 pct. i løbet af det seneste år, forventer han dog ikke vil stige markant fremadrettet, når man måler på forbrugerpriser.

»Det skyldes, at vi nok har overstået de største stigninger i priserne på energi og fragtrater, men omvendt forventer vi at se, at priserne på en lang række af varer vil kravle yderligere op i de kommende måneder,« siger han og tilføjer:

»Usikkerheden er dog stor, og når producentpriserne stiger med 33 procent, så er det en indikation på, at der en sand flodbølge af inflation, som truer med at skylle ind over forbrugerne. Dæmningen der holdet det tilbage i øjeblikket er virksomhederne, som ikke for alvor sender regningen videre til forbrugerne. Vi forventer da også, at det langtfra er hele regningen, der bliver sendt videre, men dele af den vil nok blive det over de kommende måneder. Derfor er der heller ikke udsigt til, at inflationen bliver lav lige foreløbig og vi forventer også, at det næste år vil blive endnu dyrere at være dansker.«

De samme forventninger tilskriver Tore Stramer, cheføkonom ved Dansk Erhverv, sig. Han vil ikke udelukke, at priserne fortsætter med at stige ind i 2022.

Ligeledes mener han, at risikoen for at forbrugerprisinflationen stiger hen over de kommende måneder er stor.

»Hvis stigningen i virksomhedernes omkostninger bider sig fast, så vil det hive fart ud af økonomien og give anledning til en acceleration i forbrugsprisinflationen herhjemme [...] Den globale mangel på varer i særligt industrien ligger fortsat på meget høje niveau. Den nuværende eskalering i pandemien på tværs af Europa kan dertil forlænge forstyrrelserne i forsyningskæderne og skiftet i forbrugsmønsteret over i mod varer,« siger han i en kommentar.

Læs også
Top job