I morgen får Danmark verdensrekord i negative renter
Rekorden bliver en realitet, da centralbanken i Schweiz har besluttet sig for at hæve sin ledende rentesats.
Danmark vil i morgen indtage en førsteplads, når det kommer til negative renter. Fredag vil Nationalbanken nemlig være den centralbank i verden, der kører med den laveste styringsrente.
Rekorden bliver en realitet, fordi den nuværende indehaver af rekorden, centralbanken i Schweiz (SNB), i dag har besluttet at hævet sin styringsrente med 0,5 pct.point fra minus 0,75 pct. til minus 0,25 pct. i morgen. Beslutningen er truffet på baggrund af den stigende inflation.
Nationalbanken var den første centralbank i verden, der bankede renten ned under nul. Det skete tilbage i 2021, og siden fulgte flere centralbanker rundt om i verden trop.
De seneste år har rekorden for den mest negative pengepolitiske rente tilhørt Schweiz, men med en rente på minus 0,6 pct. i Nationalbanken rykker rekorden altså nordpå fra i morgen.
Renteforhøjelsen fra SNB kommer, efter at Federal Reserve onsdag aften dansk tid hævede sin styringsrente med 0,75 pct.point., og fra SNB’s side lyder det, at det ikke kan udelukkes, at der kommer flere rentestigninger i den kommende tid.
Alligevel er det dog ikke sandsynligt, at nationalbanken vil være indehaver af rekorden i en længere periode, lyder det fra Sydbank.
»Da vi forventer, at ECB vil hæve styringsrenten mere end SNB, vil den danske styringsrente højst sandsynligt være højere end styringsrenten i Schweiz i 2023,« skriver Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.