Fortsæt til indhold

Federal Reserve holder renten i ro: Næste skridt blafrer fortsat i vinden

For femte gang i træk holder Federal Reserve renten uændret i forbindelse med sit rentemøde. Spørgsmålet er, hvornår USA's centralbank sænker den, og hvor meget den skal ned i år.

Federal Reserves øverste chef, Jerome Powell, venter fortsat med at sænke renten. Arkivfoto: Tom Brenner/Reuters
Økonomi

USA’s centralbank, Federal Reserve (Fed), holder sin ledende rente stille. Således står klart efter onsdagens rentemøde i centralbanken, som er det femte i træk, hvor renten ikke bliver ændret fra intervallet 5,25-5,50 pct.

Spørgsmålet blafrer derfor fortsat i vinden: Hvornår sænker Fed renten, og hvilket antal rentenedsættelser bliver der overhovedet tale om i år?

»Helt som ventet holder Fed renten i ro i dag. Andet ville også have været en gigantisk overraskelse. Men de signalerer dog, at der kan blive åbnet op for posen i år,« skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Forventningen var allerede inden det overståede rentemøde, at FOMC - Federal Open Market Committee - som bestemmer den pengepolitiske kurs i USA, ikke ville skrue på renten, der senest blev hævet i juli 2023.

Men det ændrer ikke på, at rentemødet og en efterfølgende udmelding fra Fed-chef, Jerome Powell, vil blive dissekeret af alle de analytikere og investorer, som i brede træk mener, at der er lavere renter i horisonten.

Og ifølge Jeppe Juul Borre er der opløftende nyheder på den front. For i rentemeddelelsen nævner centralbanken igen ordet »rentenedsættelse«.

»Samtidig viser en frisk opgørelse fra centralbankernes medlemmer, at der er stemning for rentenedsættelser i år,« bemærker han.

Lige nu indregner investorerne ifølge børsdata fra Fedwatch Tool 60 pct. sandsynlighed for, at Fed vil levere første rentenedsættelse i forbindelse med centralbankens rentemøde i juni, og renten skal ned tre gange i år.

Antallet stemmer overens med Feds eget renteskøn, som også er uændret efter rentemødet.

»Flertallet af medlemmerne af Federal Reserves styringsråd forventer, at renten skal nedsættes tre gange i år. Forventningen var også tre lempelser, da vi i december sidst fik en tilsvarende melding om medlemmernes forventninger til 2024,« konstaterer Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.

For ikke så længe siden var billedet et andet. Håbet om rentenedsættelser, eller antallet af dem, er blevet svækket drastisk siden starten af året. Her var investorerne overbeviste om, at renten skulle ned seks gange i 2024, og Federal Reserves ville indlede sine rentenedsættelser allerede i marts.

Årsagen er især, at inflationen i USA har bevæget sig sidelæns de seneste måneder, og i februar lød den på 3,2 pct. målt på årsbasis. På samme tid har det amerikanske arbejdsmarked været en del varmere end ventet, og den recession, som analytikere advarede om, ser ud til at være afblæst.

Med andre ord er inflationen fortsat over Feds målsætning på 2 pct. - og økonomien ser heller ikke ud til at tørste efter en saltvandsindsprøjtning i form lavere renter. Jerome Powell har før understreget, at udviklingen i de økonomiske nøgletal bestemmer, om centralbanken sænker renten.

Pointen bliver igen slået fast i onsdagens rentemeddelelse.

»Komitéen forventer ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at sænke rentemålet, indtil den har fået større tillid til, at inflationen bevæger sig bæredygtigt mod 2 pct.,« står der i Federal Reserves rentemeddelelse.

Det bider økonomerne mærke i.

»Renten kommer ikke lige så hurtigt ned, som vi håbede på. Høj inflation og et stærkt arbejdsmarked rimer ikke på hurtige rentesænkninger,« siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Han mener, at vi sandsynligvis først vil se rentenedsættelser i juni eller juli - og lavere renter til næste rentemøde i maj ser desuden ud til at være udelukket.

Frederik Engholm stemmer i.

»Om det bliver i juni eller juli - eller endda endnu senere - vil afhænge af udviklingen i blandt andet inflationstallene de kommende måneder. Vi har juni i vores prognose,« betoner han.

Artiklens emner
Federal Reserve
Jerome Powell