Tysk løntilbageholdenhed er et skræmmeeksempel

Danske politikere har flere gange fremhævet Tyskland som et godt eksempel på et land, der har formået at have en god konkurrenceevne ved at holde igen med lønstigninger. Men ifølge centrum-venstre tænketanken Cevea er der også en bagside af medaljen ved den løntilbageholdenhed, som tyskerne har udvist.

I en analyse har Cevea set på lønudviklingen hos vesttyskerne fra murens fald og frem til i dag. Her har tænketanken regnet sig frem til, at den fattigste tiendedel af den tyske befolkning fra 1989 til 2010 har mistet 26 pct. af deres indkomst, mens den rigeste tiendedel har øget indkomsten med 28 pct.

"Den tyske vej med løntilbageholdenhed bliver ofte fremhævet som et godt eksempel for Danmark. Men det er en blindgyde. For den betyder, at det kun er de rigeste, der vinder, og samfundet som taber. Vi er desværre allerede så småt i gang med at gå ned ad den vej. For selvom udviklingen i Danmark endnu ikke svarer til den tyske, så er også det danske arbejdsmarked under forandring," siger Kristian Weise, direktør for tænketanken Cevea, i en pressemeddelelse.

Han henviser til, at vi i Danmark har fået en kortere dagpengeperiode og en svækkelse af fagforeningerne, som ifølge Kristian Weise bl.a. er årsagen til lønnedgangen for de fattigste tyskere.

Tidligere på året kom den tyske tænketank DIW med en undersøgelse, der viste, at Tyskland er det mest ulige land i eurozonen. DIW's undersøgelse peger dog på, at skrævvridningen i lønniveauet skete allerede i 1990'erne.

Da Berlin Muren faldt for præcis 25 år siden, var det et symbol på den vestlige kapitalismes sejr. Og hos den liberale Tænketank Cepos mener cheføkonom Mads Lundby Hansen da også at, vi stadig kan lære noget af tyskernes tilgang til reformer af arbejdsmarkedet. Han peger bl.a. på de tyske mini- og midijob, som giver personer med en umiddelbar lav produktivitet mulighed for at komme i job og starte til en lavere løn.

"I Danmark har vi grupper af personer vis produktivitet er lavere end den reelle mindsteløn. Og de har meget svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Det kan f.eks. være indvandrere, der ikke taler dansk så godt. Hvis en person kun kan producere for 70 kr. i timen, så er der ikke mange virksomheder, der vil betale omkring 110 kr. i timen, der er den reelle mindsteløn," siger han Finans.

Mads Lundby Hansen foreslår derfor en indslusningsløn, hvor man starter med en timeløn på 70 kr. i timen, der gradvist vokser til omkring 110 kr. i løbet af tre år.

"Ideen er ikke, at nogen skal forblive på en lav løn. Ideen er, at man skal starte og få fodfæste på arbejdsmarkedet i en situation, hvor der er sammenhæng mellem løn og produktivitet. I takt med at man stiger i produktivitet, skal lønnen følge med op. Lav løn er ikke målet for nogen," siger han.

Hos Cevea ser de dog ikke en lavere startløn, som løsningen for de personer, der har en lavere produktivitet.

"Et stærkt fokus på gode job og ordentlige arbejdsvilkår for de lavestlønnede i Danmark er afgørende. Vejen frem er ikke lavere løn. Det er afgørende, at vi fortsætter med at udvikle hele arbejdsstyrken gennem uddannelse og opkvalificering,” siger Kristian Weise.