Fortsæt til indhold

Schweiz opgiver valutaloftet

Den schweiziske centralbank, SNB, sænker den i forvejen negative rente til minus 0,75 pct.

Økonomi
Artiklen opdateres
Ritzau Finans

Den schweiziske centralbank satte i 2011 et loft over den schweiziske franc for at stoppe voldsomme stigninger i landets valuta, fordi valutaen var et yndet udflugtsmål for investorerne, da eurokrisen var på sit højeste.

- Selvom schweizerfrancen stadig er stærk, er overvurderingen aftaget som helhed siden introduktionen af minimumvekselkursen, lyder det torsdag i en udtalelse fra SNB ifølge Bloomberg News.

Tilbage i efteråret 2011 nåede schweizerfrancen toppen, da en euro kostede 1,0300 schweizerfranc.

Efter meldingen blev den schweiziske valuta voldsomt styrket og ramte klokken 10.50 0,85 franc per euro. Ved 11-tiden er styrkelsen aftaget en smule til 1,01 franc til en euro.

I december indførte SNB sin første negative rente siden 1970'erne. Da lød den på minus 0,25 pct.

Den negative rente blev forklaret med presset på schweizerfrancen, der er blevet efterspurgt yderligere i søgen efter sikkerhed som følge af den svækkede russiske økonomi og faldet i oliepriserne.