Cheføkonom: Presset på kronen er aftaget - men Lars Rohde har ikke vundet krigen
Fredag er kronen blevet svækket over for euroen, og samtidig er renterne steget en anelse.
For første gang i lang tid ser det ud til, at Lars Rohde og resten af Nationalbanken kan puste lidt ud.
Presset på kronen ser ud til at være aftaget fredag, efter at kronen er blevet svækket en smule over for euroen. Igennem en længere periode har kronen befundet sig meget tæt på 744,40, men fredag formiddag nåede kronen op omkring 745, og fredag eftermiddag steg kronen til 745,7. Det er det laveste niveau siden august 2014.
»Det er en bemærkelsesværdig udvikling. En meget tidlig konklusion er, at investorerne er ved at indse, at Nationalbanken står fast, så nu er de muligvis ved at trække følehornene til sig,« siger Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank.
I Sydbank påpeger man dog, at der er tale om en meget lille svækkelse.
»For ganske almindelige mennesker vil det se meget småt ud, men de små udsving har nærmest været ikke-eksisterende i den seneste tid,« siger Jacob Graven.
Nykredits cheføkonom Ulrik Bie vurderer også, at presset på kronen er blevet mindre, men medgiver samtidig, at der er tale om en lille bevægelse.
Hvis der opstår uro igen - f.eks. i forbindelse med Grækenland, så kan presset hurtigt genopstå, så Lars Rohde kan ikke tørre sveden af panden endnuJacob Graven, cheføkonom, Sydbank.
»Når kronen bliver svækket, er der ikke nogen tvivl om, at noget af presset er aftaget. Det ser ud til, at der er et flow den anden vej,« siger han og peger på, at renteniveauet er steget en anelse, og at det også indikerer, at presset på kronen er aftaget.
Svækkelsen af kronen kan skyldes, at Nationalbanken i sidste uge ændrede taktik. Til de flestes overraskelse valgte Nationalbanken således ikke at sætte renten ned.
»Det var et smart træk. Hver eneste gang Nationalbanken sænkede renten, var det allerede blevet priset ind i markedet. Ved ikke at sætte renten yderligere ned, gjorde Nationalbanken sig selv mindre forudsigelig,« siger Ulrik Bie.
Selv om presset på kronen ser ud til at være aftaget fredag, så er det dog alt for tidligt at konkludere, at Nationalbanken med Lars Rohde i spidsen har vundet kampen om kronen.
»Nu skal vi lige klappe hesten, men hvis det fortsætter i den kommende uge, så kan det være, at vi kan sige, at Nationalbanken er lykkedes,« siger Ulrik Bie.
Samme melding kommer fra Sydbank, hvor man heller ikke vil erklære krigen om kronen for overstået.
»Hvis der opstår uro igen - f.eks. i forbindelse med Grækenland, så kan presset hurtigt genopstå, så Lars Rohde kan ikke tørre sveden af panden endnu,« siger Jacob Graven, der samtidig henviser til, at Nationalbanken har interveneret mindre i markedet i denne uge, end det har været normalt i den tid, hvor kronen har været under pres.
Nordea mener dog, at svækkelsen ikke er udtryk for noget specielt. Det er helt normale markedsforhold, lyder det fra valutastrategen Niels Christensen.
»Nettostillingen torsdag indikerede, at der ikke var særlig stor valutaindstrømning i tirsdags, og det kan få nogle til, at tro den tendens er fortsat resten af ugen. Det har måske fået nogen til at justere deres positioner,« siger han til Ritzau Finans og tilføjer, at det desuden er lige op til en weekend.

