Fortsæt til indhold

Faren for deflation er foreløbigt drevet over

Forbrugerprisindekset steg 0,2 procent i forhold til samme måned sidste år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Økonomi

Det er slut med danske prisfald. I hvert fald for nu. I februar steg Forbrugerprisindekset med 0,2 pct. i forhold til samme måned i fjor. Siden januar er der tale om en stigning på 1 pct. Det viser tal fra Danmarks Statistik, offentliggjort mandag.

Det skyldes hovedsageligt, at huslejerne er blevet reguleret igen i februar. Den udgør godt 20 pct. af det samlede forbrugerprisindeks, og er blevet sat godt 1,9 pct. op.

Det er blandt andet årsskiftets atter stigende benzin- og oliepriser, der er med til at sende inflationsniveauet over 0 igen, også selvom priserne her er lavere end i fjor.

»Trods stigende oliepriser fra årsskiftet, er der stadig rigtig langt op til olieprisen i februar sidste år,« lyder det fra Lone Kjærgaard, cheføkonom ved Arbejdernes Landsbank.

Inflationen er faldet i Danmark siden sommeren 2011, og det kulminerede, da den i januar gik i minus med -0,1 pct.

»Det er ikke hverdagskost herhjemme. Indtil for få år siden har den danske inflation - med få undtagelser - svinget mellem 1 og 3 pct. siden 1990'erne. Og vi mener da også, at en inflation tæt på nu8l er et forbigående fænomen,« siger Lone Kjærgaard.

Hos Nykredit forventer man derfor også en inflation på 0,5 pct. i 2015.

»I vores optik var deflationen i januar en enlig svale. Prisgennemslag fra svækkelsen i den handelsvægtede krone gennem 2014 vil trække inflationen opad og aktiviteten i dansk økonomi er svagt tiltagende, hvor særligt beskæftigelsen viser bedre takter. Endelig er det vores forventning, at energipriserne igen vil begynde at stige i sidste halvår af 2015,« siger Tore Stramer, chefanalytiker ved Nykredit.

Inflationsniveauet er stadig lavt, og samtidig har danskerne i fjerde kvartal set af 2014 set en stigning i lønnen på 1,4 pct. på årsbasis. Det betyder, at gennemsnitsdanskeren får flere penge mellem hænderne, og det mener Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, kan være med til at sparke gang i privatforbruget.

»Danskerne bør nyde den lave inflation, så længe den er her. Sammen med rekordlave renter og bedre jobsikkerhed giver det basis for, at vi kan lade pengene sidde løsere og dermed sparke gang i en positiv spiral for dansk økonomi med øget forbrug og flere arbejdspladser,« lyder det fra Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank.

Men man må ikke glemme, at udviklingen er er udtryk for en bred gennemsnitsbetragtning, og stigningen i forbrugerprisindekset er ikke nødvendigvis noget, alle danskere kommer til at mærke til, påpeger Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.

»Alle køber ikke ny computer i år, eller kører i bil, hvor benzinen fortsat er billigere end for et år siden. Forbruget af fødevarer er også forskelligt fra husstand til husstand, og danskerne bor i forskellige typer bolig. De, som f.eks. bor i eget hus, får jo ingen stigning i huslejen, og har måske endda kunnet refinansiere sine boliglån til en lavere rente i år end sidste år. Det betyder, at disse husstande på denne måde får en automatisk stigning i købekraften, som ikke fremgår af udviklingen i reallønnen,« siger han.