Fortsæt til indhold

Nationalbanken afblæser krisen

Med et vækstskøn på 2 pct. i år fløjter Nationalbanken krisen af.

Økonomi

Vækstkrisen i Danmark er slut.

Det må være konklusionen på en kvartalsrapport fra Nationalbanken, der forudser en vækst (målt som udviklingen i bruttonationalproduktet) på 2 pct. i år.

Det er pæn opjustering på 0,3 procentpoint fra december-prognosen og første gang siden 2006, at den årlige vækst runder 2 pct. i Danmark.

Og det pæne vækstniveau taget de seneste år i betragtning ventes at fortsætte i årene, der kommer.

»Fremgangen i dansk økonomi har allerede været i gang i nogen tid. Det meget lave renteniveau virker, sammen med faldet i olieprisen og svækkelsen af den effektive kronekurs, ekspansivt på økonomien,« skriver Nationalbanken.

Banken mener, at BNP-væksten i 2016 vil lande på 2,1 pct., mens den i 2017, der er med i oversigten for første gang, vil byde på økonomisk vækst på 1,8 pct.

Udviklingen bør samtidig få konsekvenser for den finanspolitik, der er ført de seneste år. Nationalbanken anbefaler, at blandt andet de offentlige investeringer, der er foretaget for at modvirke krisen, rulles tilbage.

»Der skal holdes igen, så bl.a. de offentlige investeringer føres tilbage til et mere normalt niveau. Med udsigt til stærkere fremgang i den private efterspørgsel skal finanspolitikken indrettes efter, at økonomien ikke får for meget fart på,« skriver banken.

Her er der blandt andet vigtigt, at man har fokus på at sikre tilstrækkeligt med hænder på arbejdsmarkedet, da man ellers risikerer, at opsvinget går i stå.

Banken nævner i den sammenhæng de senere års reformer af dagpege- og pensionssystemet som helt afgørende for, at tilstrækkeligt mange mennesker kommer i arbejde.

Samtidig afliver Nationalbanken i sin kvartalsrapport riskoen for en ødelæggende dansk deflation. Inflationen har de første måneder af 2015 ganske vist været negativ, men det er i høj grad de ekstremt lave energipriser herunder ikke mindst olien, der er forklaringen.

Da der ikke er tale om generelle store prisfald over en bred kam, og da lønningerne er stigende, er der ingen grund til bekymring, mener Nationalbanken:

»Analysen viser, at dansk økonomi er langt fra den situation.«

Banken minder i den forbindelse om, at der typisk er aftalt lønstigninger på i omegnen af 6,5 pct. fordelt over de næste tre år.

Banken slår samtidig fast, at det pres mod kronen, der fulgte i slipstrømmen på, at Schweiz i midten af januar opgav francens faste forhold til euroen, er aftaget, og at der er styr på situationen.

Langt størstedelen af presset kom i øvrigt "hjemmefra", da indenlandske institutionelle investorer som pensions- og forsikringsselskaber tegnede sig for knap totredjedele af tilstrømningen af udenlandsk kapital og det deraf følgende opkøb af danske kroner.

Nationalbanken beskriver i kvartalsrapport, hvordan den reagerede efter et fast mønster på det forøgede kronepres. Det førte blandt andet til fire rentenedsættelser, et historisk stort kronesalg på 275 mia. kr. i løbet af godt en måned og stop for salg af blandt andet statsobligationer.

Og modsat investorerne tjener Nationalbanken på at sælge kroner og købe euro.

»Både tab på renten og kursen betyder, at spekulation imod kronen er forbundet med betydelige tab. Samlet set taber investorerne, mens Nationalbanken vinder,« konkluderer banken i sin rapport.

Artiklens emner
Nationalbanken