'Grexit' bedre for alle, siger Merkel-allieret
Man kan ikke blive ved med at leve for lånte penge, siger indflydelsesrig tysk økonom. Men Grækenlands udtræden af euroen - den såkaldt 'grexit' - er langt fra en nem løsning, siger ekspert.
Det er bedst for grækerne selv, hvis de forlader euroen, fordi gildet for lånte penge må stoppe.
Sådan lyder det fra Hans-Werner Sinn, toneangivende tysk økonom og Merkel-støtte i et interview på Bloomberg i dag.
Sinn har tidligere været ude med lignende synspunkter, men udtalelsen falder på et tidspunkt, da Grækenland er få uger fra at løbe tør for penge, og der foregår intense forhandlinger mellem de græske ledere og resten af eurozonen, anført af Angela Merkel, den tyske kansler.
»Jeg tror, det [Grexit] vil være bedre for alle – særligt det græske folk,« siger Hans-Werner Sinn, leder af det økonomiske forskningsinstitut Ifo i München, til Bloomberg onsdag.
Unionens andre lande og Den Europæiske Centralbank (ECB) har indtil videre finansieret Grækenland med samlet 324 mia. euro, svarende til 180 procent af landets økonomi, men det sydeuropæiske land får aldrig gang i jobskabelsen, medmindre grækerne ser kendsgerningerne i øjnene, siger Sinn, der ses som en af unionens mest indflydelsesrige økonomer.
»Lønninger steg enormt og kredit flød ind i landet i tiden før finanskrisen. Først var det privat kredit, nu er det offentlig kredit. Men man kan ikke permanent køre en økonomi på indstrømningen af kredit fra udlandet. Det ødelægger faktisk økonomien, fordi alle lever på de midler, der kommer udefra i stedet for at producere varer, som man kan tjene penge på,« siger han.
Løkken om den græske økonomi og premierminister Alexis Tsipras strammer efterhånden til.
Ifølge Financial Times løber den græske statskasse tør for penge mellem den 9. april, når et lån på 450 mio. euro til Den Internationale Valutafond (IMF) forfalder, eller ved udgangen af april, når Athen mangler 1,7 mia. euro til lønninger og pension til byens ansatte i bl.a. sundhedsvæsenet og metroen.
I disse dage forhandler eurolandene, IMF og ECB, der kræver flere reformer, før de fortsætter den finansielle støtte, med de græske ledere, der ønsker mindre sparekniv og mere tid.
Sinn tilslutter sig et voksende kor af eksperter, der kalder en grexit for sandsynligt. Tirsdag vurderede George Soros, den amerikanske milliardær og storinvestor med ungarske rødder, chancerne for en grexit til »50/50«.
Men en grexit løsner langt fra snøren om halsen på Alexis Tsipras eller skaffer jobs til de 26 procent af arbejdsstyrken, der er ledige, siger Philipp Schröder, økonom og ekspert i international økonomi på Aarhus Universitet.
»En græsk udtræden af euroen vil give en kortvarig umiddelbart lettelse, men det vil ikke løse de grundlæggende problemer for landet kan ikke i al evighed bruge flere penge, end de kradser ind. Den situation hverken ændres eller forandres, hvis man går ud af euroen,« siger han.
Turismen og landbruget vil drage nytte af en 'grexit', men det er langt fra sikkert, at eksportsektoren vil. Eksportselskaber køber ofte fra underleverandører i udlandet og outsourcer dele af produktionen, og her vil en nyindført drachma gøre selskabernes valuta langt mindre værd.
»Landbrug har det nemt fordi oliven vokser op af jorden, men hvis man køber ind i Tyskland eller Kina, er det lang sværere. Det er ikke oplagt, hvilken kur for økonomien, der er bedst; en pinefuld lang, intern evaluering eller en smertefuld tid med devalueringer og inflation?«
»Det er bestemt ikke et quick-fix for Grækenland. Uanset om de vælger det ene eller det andet,« siger han.

