Ekspert: Grækenland overlever ikke sommeren uden lån fra eurozonen
Tirsdag skal grækerne betale 5,6 mia. kr., men intet tyder på aftale med eurolandene om flere penge i denne uge.
Endnu et møde mellem Grækenland og de øvrige eurolandes finansministre afholdes mandag, men intet tyder på, at parterne kan gå fra mødet med en ny aftale. Selvom grækerne skal betale knap 5,6 mia. kr. til Den Internationale Valutafond (IMF) i morgen tirsdag, ser de græske politikere endnu ikke ud til at være villige til at bryde de valgløfter, som de har givet den græske befolkning.
På den anden side står Tyskland og resten af eurozonen stadig stejlt på, at Grækenland skal levere reformer, hvis landet skal have de over 53 mia. kr. udbetalt, som allerede er aftalt i en hjælpepakke. Angela Merkel presses i stigende grad fra egne rækker til bare at lade Grækenland falde, så de andre lande slipper for eurofamiliens uansvarlige medlem.
»Euro bliver styrket, hvis Grækenland forlader den, og så kan de andre lande rykke tættere sammen og håndhæve reglerne bedre,« har den tyske politiker Alexander Radwan sagt. Han stemte ellers for lånepakken til Grækenland i Februar.
Også den tyske finansminister Wolfgang Schaeuble, som i dag forhandler med Grækenland sammen med de øvrige finansministre i eurozonen, har givet flere signaler i samme retning. I en paneldebat har han derudover anklaget de græske politikere for at lyve over for deres vælgere, fordi de ikke har fortalt dem, at Grækenland har levet over evne i mange år.
Selvom intet tyder på, at en aftale er på vej mellem Grækenland og eurozonen, vil Grækenland overleve betalingen på tirsdag. Det mener Sydbanks cheføkonom Jacob Graven.
»Der er formentlig så mange penge i den græske statskasse, at man de næste dage kan betale til tiden. Men man kan ikke fuldstændig udelukke, at grækerne pludselig står uden penge, for der er nok ingen, der har det fulde overblik. Man kan frygte, at statskassen nærmest ved et uheld bliver tom,« siger han.
Ifølge Jacob Graven kan forhandlingerne om at frigive sidste del af lånepakken godt trække ud måske helt indtil juni. Men så når grækerne også deres absolut endelige deadline.
»Det er fuldstændig udelukket, at Grækenland klarer sig året ud uden penge fra eurozonen. Hvor lang tid landet kan køre uden, er der ingen, der kan sige præcist. Men jeg ser det som helt udelukket, at man kan køre hen over sommeren uden en aftale,« siger Jacob Graven.
De afdrag på lån, som Grækenland har betalt de seneste par måneder, er nemlig småting sammenlignet med, hvad der skal betales i juli og august. Og selvom den græske stat har bedt alle lokale myndigheder om at sende alle deres penge til statskassen, er der slet ikke nok til sommerens afdrag, vurderer Jacob Graven.
Selvom det ser sort ud for Grækenland lige nu, er han dog optimistisk på landets vegne – i hvert fald på kort sigt.
»Jeg tror stadig, det er mest sandsynligt, at der kommer en aftale på kort sigt. Men når man tænker på, at alt den ballade, der har været i løbet af de seneste måneder, kun handler om den sidste del af en eksisterende aftale, så bliver det dybt problematisk på længere sigt,« siger han.
Ifølge Jacob Graven får Grækenland nemlig brug for endnu et lån fra de andre eurolande, men det har Grækenland selv sagt, at landet ikke vil have.
Usikkerheden på lang sigt har bl.a. fået IMF til at arbejde på en nødplan med nabolandene til Grækenland i tilfælde af, at landet går bankerot.




