IMF gradbøjer sine principper, når det gælder Grækenland

Kan en tidligere fransk finansminister, der måske/måske ikke vil vende tilbage til fransk politik på et tidspunkt, finde ud af objektivt at gå ind i en europæisk forhandlingsproces uden at have fælles interesser med den ene part?

Christine Lagarde, chef i Den Internationale Valutafond (IMF), kan godt, men hun skal passe på med at strække sig meget længere i spørgsmålet om Grækenlands fremtid, lyder det fra økonomer.

IMF er - ligesom Den Europæiske Centralbank (ECB) - en regelbaseret institution. Og regel nummer et er, at den græske gældssituation skal være holdbar, for at IMF kan deltage i grækernes forhandlinger med EU-Kommissionen og ECB. Det er derfor, ECB og IMF i første omgang er blevet inviteret med ombord.

De kan og må simpelthen slet ikke indgå for mange kompromiser - og dermed kan Grækenland holdes i et jerngreb.

Det er de to institutioner, der har været med til at udstikke den økonomiske ramme, Grækenland skal leve op til - med reformer, spareplaner og skatteprocenter - for at holde gældssituationen solvent, holdbar.

For eksempel skal Grækenland spare 1 pct. af BNP ved at skære i pensionerne, og det har IMF holdt fast i. Går EU-Kommissionen med til at give indrømmelser på området, skal kreditorerne selv omvendt nedjustere deres gældskrav til Grækenland.

»For hver indrømmelse, man giver Grækenland - for hvert mål, man misser - bevæger man sig et skridt væk fra den vej, man i begyndelsen har udstukket for, hvad der er holdbart. Og det kræver, at gælden bliver nedbragt tilsvarende, enten ved lavere renter, længere betalingsfrister, eller af man direkte afskriver gæld,« forklarer Ulrik H. Bie, cheføkonom i Nykredit.

Men EU vil ikke høre tale om en gældsnedskrivelse, før reformerne er gennemført, sådan som det blev aftalt, da sidste hjælpepakke forhandledes på plads i 2012. Til gengæld har man nedjusteret kravene til den græske primære budgetbalance uden at modregne det i gælden - hvilket må siges at være en indrømmelse fra IMF, der tilmed kan skabe en uholdbar gældssituation.

Det samme kan siges om sammenlægningen af fire græske afdrag på IMF-lån, der har fået udsættelse til sidst i juni, hvilket er højst usædvanligt at få lov til.

»Man kan vel godt sige, at IMF allerede gradbøjede sine principper, da man først udarbejdede den seneste hjælpepakke til Grækenland i 2012. I den skrev man nemlig, at man ville kigge på en gældseftergivelse, når og hvis Grækenland opfyldte kravene i programmet. Det burde vel strengt taget få IMF til at sige, man så ikke kan være en del af det,« siger Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank.

Fra Ulrik H. Bie, cheføkonom i Nykredit, lyder det også, at IMF skal træde varsomt herfra og ud.

»Man har givet hjælp til Grækenland, som langt overstiger den kvote, man har i IMF. Og der kan man jo så diskutere, om IMF er gået ind i et program, der helt fra starten grundlæggende ikke har været holdbart,« siger han.

Grunden til, der kan blive lagt særligt mærke til de indrømmelser, er netop, at Christine Lagarde er europæer og tidligere fransk finansminister. For IMF er en verdensfond og bør derfor ikke strække sig mere for europæerne end for andre befolkningsgrupper.

»Det er ikke sikkert, at Lagarde har dækning for de indrømmelser, man er kommet med. Og det er en af de ting, Christine Lagarde skal være meget bevidst om. Når hun står sammen med EU's finansministre, må det ikke i resten af verden se ud som om, at hun er en af dem - hvad hun jo faktisk var, før hun blev chef i IMF,« siger Ulrik H. Bie.

Jacob Graven understreger dog, at Christine Lagarde endnu ikke opfattes sådan.

»IMF ér en regelstyret institution, men en lille smule fleksibilitet kan godt være nødvendigt - det kan Lagarde langt hen ad vejen godt retfærdiggøre, tror jeg,« siger han.

Selvom Lagarde ikke nødvendigvis kan lægges noget til last, argumenterer Ulrik H. Bie dog for, at eurozonens krise de seneste år kan have betydning for, hvem der kommer til at sidde i chefstillingen, når Lagarde går af i 2016.

»Det her kan få institutionelle konsekvenser i forhold til europæernes dominerende stilling i IMF: Det kan sagtens være, at næste chef ikke bliver europæer, fordi det er i Europa, der har været krise. Og der kan man altså nu godt tale om, hvorvidt IMF i for høj grad varetager europæernes interesser,« siger han.